Der er kommet en dille til Danmark, nemlig at benytte det allestedsværende blå mundbind som hat og halsklud. Værnemidlerne er også hotte som slips og ørering, men dog allermest fiks som butterfly. Bodegabutterflyen hedder det i bakterie-resistente folkemunde.
Vi besøgte et udvalg af Sjællands brune beværtninger og endte i Indre København. På en bar, der har set det meste, men aldrig billedet af stamgæster, der forsøger at bunde øl med bind for munden.
Regeringens påbud om mundble til bodegafolket er da også så ulogisk skruet sammen, at protesterne stod ud i stride strømme, da vi åbnede den tunge bodegadør.
Der lød en højt skummende klagesang med refrænet: Sig det dog, hvis I ikke tror, vi kan styre vores brandert!
Det var Marianne, der gentog den pointe med en smøg stift pegende mod den nye klokken 22-så-er-det-hjem-i-seng-tid. Så forstod hun bedre det mundbind, hun ikke havde på. Helt efter reglerne, naturligvis; hun sad ned på en høj barstol.
Står gæsten op, skal mundtøjet straks hægtes om ørerne, da det fra højeste sted er besluttet, at corona smitter mest i ståhøjde. Af samme grund hang Mariannes mundbind inden for rækkevidde som en slags ørering under de grålige lokker, sidste nye skrig på byens barer.
Mundbindet er også blevet kaldt den synlige manifestation af smittens tilstedeværelse. Altså et symbol, ikke et værktøj. Derfor er det også kun fair, at de tørstige nu bruger den påduttede beskyttelse som hat, slips og ikke mindst butterfly. Den skiller sig også fint ud som hagesmæk til at opsamle det værste ølskum. Sådan bar jeg den selv.
Ham, de kaldte Revisoren, havde den siddende som en butterfly. Krøllet godt ned under dobbelthagen, hvor den, forestiller jeg mig, selv svipsede op på plads, når Revisoren hoppede ned ad barstolen for at hælde vandet fra.
Han blev dog siddende i al den tid, vi trængte os på, skal det siges. Det er klart, forklarede han: Man kan hurtigt klokke i det, hvis man skal forstå regeringens coronaregler. Det skålede vi på!
Tidligere på dagen, på et hjørne i Hillerød, stak jeg hovedet ind i formiddagens røgringe og observerede to billardmakkere bære værnemidlet som henholdsvis hat og charmeklud. En sær og meget flad hat ganske vist, men havde den været designet af Henrik Vibskov nok ikke umulig at sælge til firstmoverne. Som hat, altså. Som bakterieskjold havde den ingen effekt, ligesom charmekluden var helt uden charme, dagens mundskraber, måtte jeg konstatere.
- Emnet er ikke korrekt monteret, ville en kedelig kittel-Karl fra Sundhedsstyrelsen nok råbe inde fra regulativet et sted. Problemet er, at reglerne er så bøjelige, at man kommer til at ligne en klovn, selv når man tager dem alvorligt. Bartenderen på bodegaen var den eneste, der glimtvis bar mundbindet korrekt. Han døjede med astma, men var også nødt til at skabe plads til både smøger og små skarpe.
- Jo fuldere folk bliver, jo sværere er at det holde styr på mundbindet, forklarede han.
Dog har regeringens nyeste regelrytteri gjort det lettere at overskue kunderne. Der var kun to mennesker i baren denne torsdag.
- Værtshusene bløder, folk bliver væk. Klokken 22-reglen er også hård, sukkede bartenderen og skyllede efter med Arnbitter.
Han risikerede en fyreseddel på grund af de manglende kunder, ejeren havde intet andet valg. Det ville være oplagt at konkludere, at hvis regulativet var en gæst, ville den have fået for meget. Hjem i en taxa med den, den taler usammenhængende!
Marianne kunne stadig godt lide Mette-Mor, men ville gerne gøre statsmedisteren opmærksom på, at værtshuse også er væresteder med en lokal, social funktion.
Selv nåede jeg frem til, at mundbindet, der i øvrigt blev solgt i baren for kun to kroner, også fungerede fint som mentale skyklapper for de ansvarlige politikere, der åbenbart gerne lader barerne gå nedenom og hjem.
Det er synd, for barfolket forsøger faktisk at bære mundbindet på måder, der giver mening.
Se Rene Fredensborg på bar med mundbind øverst i artiklen
