Det er ikke ufarligt at flytte et 23 meter højt fyrtårn på toppen af en sandkasse.
Alligevel er det lige præcis det, der tirsdag kommer til at ske, når et hold driftige jyder med den lokale murermester i spidsen, flytter Rubjerg Knude Fyr cirka 70 meter.
- Hvis det vælter ned ad skråningen, så har vi da gjort forsøget, siger murermester Kjeld Pedersen til Ekstra Bladet, da han fredag eftermiddag kan holde fyraften.
Fundamentet er blevet støttet, fyret er sat på rulleskøjter, skinnerne er lagt ud. Alt er klart. Kun de sidste småting mangler. Murer-Kjeld, som han hedder i lokalområdet, er hovedentreprenør på det noget usædvanlige flytteprojekt, men han vil ikke have hele æren.
- Det er ikke mig, der flytter det fyr. Det gør dem fra BMS Krangården. Det gør alle folkene deroppe. Og det gør kommunen. Vi har været et kæmpe hold, og vi har arbejdet i sandstorme og silende regn. Hvis fyret vælter, er det i hvert fald ikke fordi, der er nogen, der ikke har gjort alt, hvad de kunne, slår han fast.
Frygter ikke fyrtårnets fald
Uanset hvor dygtige folk, der er sat på sagen, vil der altid være en risiko, når man arbejder mod naturens kræfter.
- Beregninger viser, at hvis vi gjorde det her 35 gange, så ville fyret vælte de tre. Men hvad kan vi bruge det til? Hvis vi er uheldige at ramme en af de tre gange på tirsdag, så er den beregning da lige meget, mener han.
Alligevel bekymrer risikoen for et væltet vartegn foran 25.000 tilskuere og medier fra ind- og udland ham ikke.
- Fyret går i hvert fald ikke i stykker. Det er imponerende, hvordan de kunne bygge dengang. Det står der på kanten fuldstændigt udsat i det værst tænkelige klima, og de sidste 30 år, er det ikke blevet passet ordentligt. Men det står stadigt knivskarpt, siger han.
- Det er bare mere autentisk
Naturstyrelsen ejer Rubjerg Knude Fyr, og her roser skovrider Jesper Blom-Hansen Murer-Kjeld og holdets indsats.
- Hvis det vælter, har vi alligevel gjort vores bedste. Der var ikke noget alternativ, fortæller han.
Vesterhavet æder hvert år en luns af kysten, og med årene er fyret kommet til at stå faretruende tæt på kanten. Derfor skulle der ske noget nu.
- Vi undersøgte forskellige scenarier. Vi kunne pille det ned sten for sten og genopføre det et andet sted, men det er bare mere autentisk, at det ikke har været skilt ad, mener han.
Ti timer lang flyttedag
Selvom skovrideren har stor tiltro til folkene, basker enkelte sommerfugle stadig rundt i hans mave.
- Der er lavet alverdens udregninger, men hvem tør skrive under på, at det ikke går galt. Det er rigtigt, rigtigt svært. Den skrænt der kan glide, når vi begynder at rykke på fyret, forklarer han og peger på den stejle skråning bag fyret.
I starten troede han ikke på, at man kunne flytte fyret ved at sætte det på rulleskøjter, men efter at have fulgt arbejdet på byggepladsen de seneste uger er han mere fortrøstningsfuld.
- Nu når vi ser det hele her, så virker det jo dødsimpelt, siger skovrideren.
De forventer, at det tager ti timer at flytte det flere hundrede tons tunge tårn, og det er den første time, der er den mest risikable.
Ekstra Bladet er på stedet tirsdag og følger flytningen af Rubjerg Knude Fyr hele dagen.