Myndighederne advarer: Nettet flyder med ulovlig medicin

Der er eksempler på, at forfalsket medicin kan indeholde kviksølv og rottegift, lyder advarslen fra de danske myndigheder

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) uddybede på et pressemøde tirsdag problemet. Video: Ritzau Scanpix.

Nettet flyder med ulovlig medicin.

Her kan man finde alt fra forfalsket antibiotika, hovedpinepiller, diabetesmedicin og potenspiller, og selvom nettet strammes om de ulovlige netbutikker, finder de forfalskede lægemidler alligevel vej til danskerne.

Det skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge en ny rapport fra OECD kan handlen med ulovlig medicin på visse områder være mere indbringende end handlen med hård narko. Samtidig er risikoen for at blive retsforfulgt lille, fordi det ofte er vanskeligt at spore varerne tilbage 'gennem komplekse forsyningskæder'.

- Rapporten viser, at handlen med forfalskede lægemidler er særdeles omfattende. De kriminelle holder sig ikke tilbage fra at lukrere på andres ulykke, udtaler Barbara Suhr-Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Indholdet er ukendt
Hun understreger, at ingen kan vide sig sikre på, hvad medicin købt i ulovlige netbutikker egentlig indeholder.

- Hvis du køber medicin i ulovlige netbutikker, har du ingen chance for at vide, hvad du får. Du kan for eksempel ikke vide, om du får forfalsket medicin, og hvad den i så fald indeholder.

- Der er eksempler på forfalsket medicin, som indeholder kviksølv, rottegift, blyholdig vejmaling og cement. Til dem, der er villige til at tage chancen, vil jeg sige: Lad være. Der er ingen grund til at sætte sit helbred på spil, siger Barbara Suhr-Jessen.

Ifølge Patent- og Varemærkestyrelsen kan de ulovlige netbutikker ved det blotte øje se meget professionelle ud. Også medicinens emballage kan være af høj kvalitet og til forveksling ligne emballagen til lovlig medicin.

Medicinmangel og mirakelkure
Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom på kun at købe medicin på godkendte netforhandlere i EU.

- Det er især vigtigt i denne tid, hvor sociale medier flyder over med mere eller mindre udokumenterede historier om medicinmangel og mirakelkure, udtaler Mikkel Møller Rasmussen, chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen.

- Der er ingen grund til at tage sagerne i egen hånd og afsøge nettets kringelkroge for hverken håndkøbsmedicin eller receptpligtig medicin, men følg altid myndighedernes anbefalinger og anvisninger.

På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan du finde oversigter over danske apoteker og detailforhandlere, der har tilladelse til at sælge medicin via internettet. 

48 kommentarer
Vis kommentarer