En 49-årig skiløber fra staten New York i USA er efter omfattende eftersøgninger blevet fundet igen.
Men manden var ikke lige der, hvor eftersøgnings-holdene forventede at finde ham.
49-årige Constantinos Filippidis blev nemlig opdaget 4.000 kilometer fra det sted, hvor han forsvandt i begyndelsen af februar.
Flere amerikanske medier beretter, at manden blev fundet i staten Californien. Her dukkede han op i den internationale lufthavn i Sacramento - stadig iført skistøvler, skijakke og hjelm.
Kan intet huske
Hvordan den 49-årige brandmand er kommet fra Whiteface Mountain Ski Resort i Wilmington i New York til den solbeskinnede stat Californien, aner Constantinos Filippidis intet om.
- Han vidste ikke, hvor han var eller hvordan han var kommet hertil, fortæller Deionte Gordon, som opdagede den strandede skiløber i lufthavnen.
Manden havde både kreditkort og sin mobiltelefon på sig.
Constantinos Filippidis har fortalt myndighederne i Californien, at han muligvis er kommet til Sacramento i en lastbil. Men han kan ikke huske, hvordan lastbil eller chauffør så ud.
Hundrede ledte efter ham
Filippidis mener, at han på et tidspunkt har slået hovedet. Undersøgelser på hospitalet har dog ikke afsløret nogen fysiske skader.
Den 49-årige skiløber er nu blev sendt hjem, hvor myndighederne vil afhøre ham igen for at finde ud af, hvad der kan være sket.
Over hundrede professionelle og frivillige personer deltog i eftersøgningen på skisports-stedet, da den 49-årige forsvandt 7. februar.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.