Mystik og internationalt pres: Derfor besøgte Kim Jong-un Kina

Det er bekræftet, at Nordkoreas leder har mødtes med den kinesiske præsident Xi Jingping i Beijing. En ekspert peger på, hvad baggrunden for mødet kan være

Her ankommer Kim Jong-un. Christopher Bodeen, korrespondent for AP, forklarer situationen. Video: AP

Den nordkoreanske leder Kim Jong-un har forladt sit land for første gang, siden han i 2011 kom til magten.

Turen gik til Kina med tog, hvor han mødte den kinesiske præsident, Xi Jinping.

Det blev bekræftet af Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua natten til onsdag, efter der i dagevis florerede rygter om, at den nordkoreanske leder var i Kina.

Foto: AP Politik - 28. mar. 2018 - kl. 03:02 Bekræftet: Kim Jong-un var på hemmeligt besøg i udlandet

Skal man dømme efter de officielle udtalelser, var mødet en stor succes.

'I dette forår fuld af lykke og håb, tror jeg, at mit første møde med Xi Jinping vil bære frugt i forhold til venskabet mellem Nordkorea og Kina, og det vil facilitere fred og stabilitet på den koreanske halvø', har Kim Jong-un ifølge det koreanske nyhedsbureau KCNA skrevet i et officielt brev til Xi Jinping.

Artiklen fortsætter under billedet

Kinas præsident og Nordkoreas leder går en tur sammen i Beijing. Foto: AP
Kinas præsident og Nordkoreas leder går en tur sammen i Beijing. Foto: AP
 

Nordkorea er presset
Besøget kommer på et tidspunkt, hvor alle øjne er rettet mod Nordkorea, efter det tidligere på måneden kom frem, at Kim Jong-un og USAs præsident, Trump, planlægger et historisk møde.

- Man kan klart drage nogle paralleller mellem det her møde og det måske forestående møde mellem Trump og Kim Jong-un, siger Andreas Bøje Forsby, der forsker i asiatisk sikkerhedspolitik ved nias (Nordic Institute of Asian Studies) til Ekstra Bladet.

Han mener, at Kim Jong-un er taget til Kina, fordi Nordkorea er presset af de sanktioner, USA har pålagt dem.

- De har svært ved at finde ud af, hvem der kan hjælpe dem ud af deres isolation, så de rækker hånden frem mod kineserne, der traditionelt set har været Nordkoreas nærmeste allierede, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Kim Jong-un (tv.) og Xi Jinping giver hånd i Beijing i anledning af, at Kim Jong-un var på besøg. Foto: AP/JU PENG
Kim Jong-un (tv.) og Xi Jinping giver hånd i Beijing i anledning af, at Kim Jong-un var på besøg. Foto: AP/JU PENG

Ifølge forskeren er det også forholdet til USA og en måde at komme ud af sanktionerne på, der har været omdrejningspunkt på mødet.

Hemmelighedskræmmeri
Kim Jong-uns rejse og møde var omgærdet af stor mystik, indtil det tirsdag nat blev bekræftet af det statslige kinesiske nyhedsbureau. Og det er ikke overraskende.

- Både det nordkoreanske og kinesiske regime kan jo godt lide hemmelighedskræmmeri, siger Anders Bøje Forsby.

Men han tror også, der kunne være en anden årsag til at mødet blev holdt hemmeligt.

- Man var ikke sikker på, at mødet ville blive en succes. Man forsøgte altså at holde det hemmeligt, så det måske aldrig kunne blive bekræftet, hvis det blev en fiasko. At de har bekræftet mødet, tyder på, at det var en succes.

Artiklen fortsætter under billedet

Kim Jong-un havde sin kone, Ri Sol Ju med til Kina. Foto: AP
Kim Jong-un havde sin kone, Ri Sol Ju med til Kina. Foto: AP
 

Kinas interesse
Det er dog ikke kun nordkoreanerne, der kan drage fordel af mødet.

- Kineserne har brug for Nordkorea på mange måder, siger Andreas Bøje Forsby.

- De kan først og fremmest bruge Nordkorea som en bufferstat. Men det her sender også et signal til omverden og især USA om, at de er en vigtig aktør i det internationale spil.

Ifølge forskeren er mødet altså et forsøg på at understrege sin relevans fra Kinas side.

- Hvis amerikanerne finder ud af, at de kan klare sig uden Kina i forhold til Nordkorea-problematikken, er der efterhånden ikke så meget, amerikanerne kan bruge Kina til, siger han.

Trump tager æren
Der gik ikke lang tid, fra at mødet blev bekræftet, til at Det Hvide Hus kom ud med en kommentar til mødet.

De fortalte i en udtalelse, at de var blevet briefet om mødet. De var heller ikke blege for at tage en del af æren for mødet.

- Vi ser denne udvikling som yderligere beviser på, at vores kampagne med maksimalt pres skaber en passende atmosfære for dialog med Nordkorea, siger Det Hvide Hus' pressesekretær, Sarah Sanders ifølge CNN.

Og den udtalelse er Anders Bøje Forsby ikke uenig i.

- Der er ingen tvivl om, at sanktionsskruen har været strammet så markant i 2017, at den nordkoreanske økonomi er begyndt at vise alvorlige svaghedstegn, siger han.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere