Hundredvis af døde fugle spredt udover Læsø har skabt undren på den lille ø ud for Danmarks jyske spids.
Det skriver TV2 Nord.
Ekstra Bladet har efterfølgende været i kontakt med vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen fra Naturstyrelsen, der oplyser, at det toppede før påske.
- Det er noget tid siden, men vi fandt en række døde fugle på øen, og vi havde ingen forklaring på det. Det har vi stadig ikke. De er blevet undersøgt for fugleinfluenza, men det var det ikke, siger Mogens Sonne Hansen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Normalt fortsætter undersøgelserne på et laboratorium, men coronavirus-udbruddet har betydet, at det ikke kan lade sig gøre.
- Vi aner ikke, hvad der er sket og var mange det er, men det er hovedsageligt havfugle og ænder, der er fundet. Men det er over 100 hele vejen rundt om øen, siger Mogens Sonne Hansen.
Bolden er nu havnet hos Fødevarestyrelsen, som TV2 Nord har talt med.
- Jeg kan bekræfte, at vi har kontrolleret omkring fire af de døde ænder fra Læsø for fugleinfluenza, og testen var negativ, og der er således ikke tale om fugleinfluenza, siger Flemming Kure Marker, chef for Fødevarestyrelsens afdeling, Veterinær Nord.
Men de tester ikke for andre ting, så det er fortsat et mysterium, hvad der er sket.
Ekstra Bladet har også været i kontakt med Marco Andersen, der har fundet og fotograferet de døde ænder og fugle. Hans vurdering er, at der er mindst 1000 døde fugle på øen.