Mystisk metro-sangerinde taler ud: Derfor blev jeg hjemløs

Kvinden forbløffede alle med sin utrolige stemme. Nu fortæller hun sin baggrundshistorie

Emily Zamourka er kvinden bag den utrolige stemme i Los Angeles' Metro. Mød hende her. Video: Kamera One.

Optagelser af en angiveligt hjemløs kvinde, der synger opera på en metrostation i Los Angeles, gik verden rundt i slutningen af september, efter en betjent fra Los Angeles Police Department delte videoen på politiets twitterprofil.

Betjenten var nødt til at stoppe op og filme, da kvinden brød ud i sangen 'O mio babbino caro' fra operaen 'Gianni Schicchi' af den italienske komponist Giacomo Puccini.

- Det var stærkt, første gang vi så det, og hver gang vi genser det, er det stadig stærkt, siger politisergent Hector Guzman til Los Angeles Times.

- For os var budskabet simpelt: At minde os selv om at tage et øjeblik til at se sig omkring og lytte, siger han videre og fortæller, at den pågældende betjent har sagt nej til at stille op til interviews, fordi han synes, fokus skal være på kvinden.

Denne video blev set af millioner efter LAPD delte den på Twitter. Video: Twitter/LAPDHQ

Siden klippet blev delt, har fokus i høj grad været på den ukendte kvinde, og mange har tvivlet på om nu også var 'rigtig' hjemløs, eller om der lå noget andet bag.

Derfor blev hun hjemløs
Nu er den mystiske sangerinde blevet identificeret som 52-årige russiske Emily Zamourka, og hun ER hjemløs, fortæller hun til ABC 7 Los Angeles, som har opsporet hende og fået hende i tale.

Zamourka flyttede fra Rusland til USA som 24-årig, hvor hun tjente til dagen og vejen ved at undervise i klaver og violin. Senere hen blev hun ramt af 'seriøse helbredsproblemer', og måtte derfor passe flere jobs for at dække udgifterne.

Zamourka tjente derudover lidt ekstra ved at spille violin på gaden, indtil hendes instrument blev stjålet for tre år siden.

- Det var dér jeg blev hjemløs. Da jeg faktisk ikke kunne betale nogle af mine regninger og ikke kunne betale min husleje, fortæller Emily Zamourka.

Den 52-årige begyndte derfor at bruge det eneste instrument hun havde tilbage; sin stemme, som for nyligt imponerede en betjent fra LAPD i en sådan grad, at han optog og delte hendes optræden i metroen, hvor Emily Zamourka foretrækker at optræde.

- Ved du hvorfor jeg gør det i metroen? Fordi det lyder så godt, forklarer hun til ABC 7.

Zamourka håber på at slippe ud af livet som hjemløs og finde et arbejde med musik igen, og politiets deling af hendes optræden kan meget vel vise sig at være lige præcis det første skridt i den retning.

Efter videoen med Zamourka gik viralt, er der nemlig samlet 27.000 dollars ind til hende via crowdfunding-sitet Gofundme. Udover indkøb af en ny violin skal pengene bruges på at finde et hjem til den 52-årige og på at 'få hende tilbage på sine fødder', lyder det i beskrivelsen af indsamlingen.

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere