Rigtig mange mennesker i og omkring København kunne tirsdag konstatere, at der lugtede af røg, og Hovedstadens Beredskab modtog i løbet af aftenen adskillige henvendelser.
Men der var ingen ildebrand at spore i nærheden.
Rigtig mange har efterfølgende skrevet til Ekstra Bladet med gisninger om, hvor røgen kunne komme fra - og den teori, der går hyppigst igen, er, at røgen stammede fra en eksplosionsbrand i Leverkusen i Tyskland.
Men det er ikke tilfældet, fortæller Michael Skelbæk, som er kommunikationschef hos DMI.
Regner baglæns
For selvom vinden godt nok kom ind over Danmark sydfra, skete det ikke med en sådan hastighed, at røgen fra eksplosionsbranden kunne nå til Danmark tids nok til at genere københavnerne omkring klokken 18.
- Når vi regner baglæns for at se, hvor vinden kommer fra, kan vi se, at den ikke kan være nået at komme hertil fra Leverkusen, siger han og tilføjer:
- Hvis røglugten skulle stamme derfra, skulle branden være brudt ud allerede omkring midnat aftenen før.
Eksplosionen på forbrændingsanlægget, som kostede to mennesker livet, skete tirsdag klokken 9.40.
Stort røgmysterie i København: Kan du også lugte det?
Kommer formentlig fra Sydsjælland
Til gengæld kan den røgfyldte luft være kommet fra Slesvig-Holsten eller Hamborg-området, fortæller Michael Skelbæk - men mest sandsynligt er det, at det kommer fra et sted i det sydlige Danmark, for eksempel Lolland, Falster eller Stevns.
- Og så er det kommet ind over Køge Bugt og har ramt København. Det giver også mening i forhold til, at det kun er der, der er meldinger om røglugt, siger han.
Var røgen kommet fra den tyske eksplosionsbrand, som flere gættede på, ville den have ramt et større område.
To markbrande
Det bliver næppe muligt med sikkerhed at fastslå, hvor røglugten stammede fra, men netop Lolland eller Falster er et godt bud.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var der nemlig to større markbrande i det sydsjællandske tirsdag omkring middagstid.