Mystisk syn på Amager: Træer dækket af klistret spind

De besøgende i Naturpark Amager kan lige nu opleve spindemøllelarver udfolde sig på tæt hold

Det er et mærkværdigt syn man kan møde på amager. Foto: Christina Gerion
Det er et mærkværdigt syn man kan møde på amager. Foto: Christina Gerion

Besøgende i Naturpark Amager får sig for tiden lidt af en overraskelse, når de begiver sig rundt i parken. For lige nu oplever mange, at træerne er pakket ind i det, der ligner ét stort spindelvæv.

Det har fået flere til at henvende sig til Naturstyrelsen om, hvad der er foregår.

Men naturvejler Jes Aagaard fra Naturstyrelsen fortæller, at der ikke tale om en stor eddekoppeklan, der har indtaget træerne. Der er derimod tale om et ganske simpelt naturfænomen.

- Det man ser er vævet af spindemøllelarver. De klækker i løbet af maj og for at hindre, at de bliver spist af fugle, så trækker larverne en tråd efter sig, for at de kan gemme sig. Ingen fugl vil igennem sådan et væv, plus fuglene kan ikke se dem, forklarer Jes Aagaard.

Spindemøl

Spindemøl er en gruppe af insekter, som lever af tjørn, slåen, hæg, æble-, pære- og blommetræer. De flyver hen over sommeren for at lægge æg på barken. I maj måned året efter, klækker de små larver og spiser med største appetit træets blade og knopper.

Selvom det er et ganske almindelig naturfænomen, indrømmer han, at det må være ekstra slemt på Amager på grund af de mange henvendelser.

- De er til syneladende nogle slemme tilfælde på Amager. For der skal alligevel noget til før man vælger at kontakte os, så jeg er overbevist om, at de synes det er meget ulækkert og voldsomt, at de drysser ned og hænger i klumper, siger Jes Aagaard.

I lige præcis i Naturpark Amager er det især tjørnebuske, der bliver angrebet. Og man kan opleve ekstra mange spindemøllelarver, fordi sidste sommer var ekstra varm.

De er nogle små størrelser, men de gør et stort indtryk. Foto: Christina Gerion
De er nogle små størrelser, men de gør et stort indtryk. Foto: Christina Gerion

Træerne kan klare det
Spindemøllelarverne kan snildt spise alle bladene på sådan en busk. Men når den har guffet nok så forpupper den sig til et hvidt møl, parrer sig og lægger æg igen.

- Heldigvis er det sådan, at når man kommer til Sankt Hans, så kan tjørnebusken få blade igen, men måske knap så mange, siger Jes Aagaard.

Spindemøllelarverne vil fortsat være på spil de næste par uger.

Hvis du har fået besøg af spindemøl i haven, kan du jage plagerne væk ved at ødelægge spindet, så fuglene kan æde de mange larver. Det kan du for eksempel gøre med en kost eller ved at spule spindet i stykker med en haveslange.

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere