Mystiske videoer går viralt: Hvem sætter cowboyhatte på duerne?

Det ser nuttet ud, men hvordan er hattene blevet sat fast, lyder bekymringen

Denne video er gået viralt på Twitter-siden Las Vegas Locally. Video: AP/Storyful

Dyrevelfærdsorganisation prøver nu at finde frem til mindst to duer, der på mystisk vis har fået sat cowboyhatte fast på hovedet.

Det sker efter en video, hvor duerne går rundt med de små hatte på gaden i Las Vegas, er gået viralt.

Videoen blev i første omgang delt på Twitter-siden Las Vegas Locally, hvor den er blevet set over to millioner gange og delt mere end 46.000 gange.

Videoen har vakt stor bekymring hos Las Vegas' borgere og hos dueredningsforeningen Lofty Hopes, som nu vil forsøge at finde frem til de pågældende duer. Foreningen frygter, at personerne, der står bag hattene, har brugt midler som superlim til at sætte dem fast.

- Først tænkte jeg, oh my god, det er nuttet!  Så tænkte jeg, vent lige - hvordan er de hatte blevet sat fast? Har de limet dem? Og hvad betyder det for dem? Kommer det til at hindre dem i at flygte eller vil det tiltrække rovdyr? siger Mariah Hillman, der er stifteren bag Lofty Hopes, til Fox News.

Også CNN og New York Times har skrevet om videoerne af de mystiske due-cowboyhatte.

Las Vegas-borgeren Kassandra Flores fortæller til CNN, at hun ikke troede, videoerne var ægte, indtil hun selv spottede en af duerne på gaden. Også hun har lagt en video af en af duerne ud på Twitter.

Mariah Hillman og andre frivillige fra Lofty Hopes kørte forleden rundt i flere timer i håbet om at finde duerne og hjælpe dem af med cowboyhattene. Hun råder folk, der ser dem, til at blive ved med at fodre dem og kontakte hende. Så vil hun komme hurtigst muligt og fange dem ind for at hjælpe dem.

54 kommentarer
Vis kommentarer