Nabo til lukket russisk 'spionhus': - Jeg tror snart de kommer tilbage

Naboerne til russisk ejendom i en amerikansk by fortæller om, hvordan de oplevede huset og dets besøgende

Scener fra lukningen af huset i Maryland d. 29. december. (Foto: AP Photo/Brian Witte)
Scener fra lukningen af huset i Maryland d. 29. december. (Foto: AP Photo/Brian Witte)

Det ligger gemt væk bag et højt gærde og en tæt hæk. I årevis har beboerne sendt lange blikke efter en russisk bolig i den lille amerikanske by Centreville i staten Maryland. Det isolerede hus i udkanten af den lille flække har siden 1970'erne været brugt som feriested for russiske ambassadeansatte i Washington. Det skriver VG.no.

- De har holdt sig for sig selv, siger Mandy Leager til VG.

Men nu er det slut. Præsident Obama udviste den 29. december 35 russiske diplomater fra USA som hævn for, at Rusland ifølge Det Hvide Hus har forsøgt at påvirke det amerikanske valg gennem et cyberangreb.

- Udenrigsministeriet lukker to russiske baser i Maryland og New York, der bruges af russisk personale til efterretningsrelaterede formål. Samtidig erklæres 35 russiske efterretningsagenter for 'persona non grata', sagde Barack Obama på et pressemøde.

I de amerikanske medier er de store palæer blevet døbt både 'spionreder' og 'spionbaser'. Og nu er ejendommene altså lukket ned.

Det russiske hus ligger ved bredden af en flod i den lille amerikanske flække. (AP Photo/Brian Witte)
Det russiske hus ligger ved bredden af en flod i den lille amerikanske flække. (AP Photo/Brian Witte)
 

Samfund - 30. dec. 2016 - kl. 15:53 Frygtede atomubåde i floden: Her er Putins amerikanske 'spionreder'  

Vodka i gave
Mandy Leager har i flere år hørt historier om de russiske gæster, som i omkring 40 år har besøgt Maryland.

- Jeg kan huske, at min bedstefar fik russisk vodka i julegave fra dem hvert år. Så jeg kan huske, at min bedstefar altid vidste, at russerne holdt øje med ham, siger Leager, hvis bedstefar leverede olie til fyring i russernes hus.

Advarsel
Mange af indbyggerne fortæller til VG, at de sjældent eller aldrig så russerne. Huset var lukket af med advarselsskilte, og i det lille samfund blev det et mindre mysterium, hvad der foregik der.

- De var vældig hemmelighedsfulde, siger Mandy Leagers chef på det lokale apotek, Rick Leonard.

Han husker en episode, hvor der var gået ild i den russiske ejendom, men at russerne nægtede brandvæsenet at komme ind. Til sidst måtte ildslukkerne give op.

Skilt opsat ved den russiske grund i Maryland. (AP Photo/Brian Witte)
Skilt opsat ved den russiske grund i Maryland. (AP Photo/Brian Witte)
 

Se også: USA's efterretningschef vil afsløre Putins hacker-motiv

- De kommer tilbage
På trods af de til tider mystiske forhold, husker flere i byen også russerne som venlige og høflige - også Rick Leonard.

- De var vældig rare, da de kom. Pludselig var russerne der, siger han.

Han er sikker på, at Obama havde brug for at sende et politisk statement.

- Jeg tror, at sanktionerne bare var en politisk sag for Obama, siger den 63-årige apoteksejer, som tror på, at Trump bliver en god præsident, som kan genoprette det gode forhold til Rusland.

- Jeg tror ikke, de gjorde noget galt her. Jeg tror snart, de kommer tilbage.

Russiske diplomater har i årevis blandt andet benyttet sig af tennisbanerne i Maryland. (AP Photo/Brian Witte)
Russiske diplomater har i årevis blandt andet benyttet sig af tennisbanerne i Maryland. (AP Photo/Brian Witte)
 

Flere andre i byen støtter op om troen på de russiske besøgende.

- Vi havde aldrig nogen problemer med dem. De var altid venlige. Jeg blev meget chokeret, da jeg hørte, at der skulle have foregået spionage der, siger Valerie Coulby, som til daglig serverer kaffe i Commerce Street Creamery.

Men ifølge Mandy Leager finder indbyggerne nok aldrig ud af, hvad der er foregået i de påståede spion-huse.

- Jeg tror aldrig, vi med sikkerhed kommer til at vide, hvad de lavede der, siger hun.

Killenworth i New York er ét af de to lukkede huse. (Foto: Kongressens Bibliotek)
Killenworth i New York er ét af de to lukkede huse. (Foto: Kongressens Bibliotek)

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere