Nabo til minkgrav frygter for sit drikkevand

Myndighederne har forbigået beboerne i området omkring minkgravene i Nørre Felding, mener naboen Mogens Leth, der føler sig utryg

Mogens Leth er nabo til minkgravene i Nørre Felding og uvisheden om forurening bekymrer ham. På hans gård er det nemlig en brønd, der forsyne familien med drikkevand

Få hundrede meter fra minkgraven i Nørre Felding, hvor de første mink torsdag blev gravet op - 310 meter ifølge ham selv - bor Mogens Leth og hans hustru.

Midt på den lille gårdsplads omringet af fire lave, hvide bygninger, er brønden, der forsyner parret med rent drikkevand.

Den brønd er centrum for de bekymringer, som den nærliggende minkgrav har vakt i deres liv.

- Vi ligger i noget, de kalder nedstrøms. Det vil sige, at der, hvor minkene er gravet ned, er højere oppe, end her hvor vi ligger, fortæller han.

Mogens Leth frygter nemlig, at forureningen i jorden fra minkgraven vil finde vej til deres brønd.

- Når vores børnebørn kommer hjem, og vi skal servere saftevand for dem, så tænker man lige på: Er det nu kommet?

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det er blandt andet uvisheden om, hvornår og om vandet på gården kan blive forurenet, der gør Mogens Leth mest utryg. Foto: René Schütze
Det er blandt andet uvisheden om, hvornår og om vandet på gården kan blive forurenet, der gør Mogens Leth mest utryg. Foto: René Schütze
 

- Får intet at vide
For Mogens Leth bunder frygten i to ting.

Det ene er uvisheden i, hvornår og om det vil ske, at vandet bliver forurenet, og det andet har været de ifølge ham manglende oplysninger fra myndighedernes side.

Faktisk anede parret ikke, at deres baghave skulle udgøre en dyrekirkegård, før en lastbil en dag kørte forbi, og det de senere kunne se nedgravningerne finde sted i tv'et, fortæller han.

- Vi har ikke fået noget at vide af offentlige veje. Der synes jeg måske godt, at man kunne have taget noget af al den utryghed væk fra os, siger han.

Ingen vil købe en gård uden vand
I stedet har de selv taget kontakten til myndighederne og sågar fået aktindsigt i kommunikationen mellem Miljøstyrelsen og Holstebro Kommune og har ifølge Mogens Leth derigennem fået oplyst, at grundvandet kan være blevet forurenet.

- Det vil koste os 300.000 kroner, hvis vi skal have omlagt vandet, så vi ikke længere bruger det fra brønden, fortæller han, og han mener, at gården dermed risikerer at blive usælgelig.

- Der er ingen, der vil købe en gård, hvor man ikke har vand. Eller skal give 300.000 kroner for at få vand indlagt.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Fødevareminister Rasmus Prehn roser forgænger for at der blev handlet efter mink blevet smittet med coronavirus - Thomas Danielsen (V) kritiserer derimod hele sagens forløb

Vil have kompensation
Hvis det kommer så vidt, at vandet ikke kan drikkes, vil han have regeringen til at handle.

- Vil du forvente en form for kompensation?

- Det, synes jeg faktisk, er rimeligt. Det syntes jeg ikke til at begynde med. Der tænkte jeg, det skal nok gå.

- Men med min alder, så kan vi ikke blive boende herude så meget længere.

Minister: Ikke nødvendigt at flytte
Fødevareminister Rasmus Prehn (S), der var til stede i Nørre Felding, tror ikke, at det bliver nødvendigt for naboer til området at fraflytte bopæle på grund af gener, fortalte han torsdag til Ekstra Bladet.

Der vil de næste år - måske så længe som 10 år - pågå arbejde med at rense området, efter minkene har været nedgravet i seks måneder.

Formand for beboerforeningen i Nørre Felding og byrådsmedlem for Venstre, Leif Brøgger, er også bekymret for området. Hør, hvad han siger i videoen herunder:

Beboerformand i Nørre Felding og byrådsmedlem for Venstre, Leif Brøgger, er glad for, at minkene nu bliver gravet op, men også bekymret for, hvordan området bliver efterladt

Her ses minkgraven, som myndighederne tidligt torsdag begyndte at gave om i Nørre Felding. Foto: René Schütze
Her ses minkgraven, som myndighederne tidligt torsdag begyndte at gave om i Nørre Felding. Foto: René Schütze