I flere år har beboere i sommerhusområdet ved Skåstrup Strand på Nordfyn forsøgt at få en faldefærdig og forladt bygning, der ligger lige ved indgangen til området, revet ned.
Og som tiden er gået er Nyhavegaard, som stedet hedder, kun blevet værre. Udover de smadrede vinduer og det ødelagte træ er tilstanden så slem, at den for tiden ligner en losseplads med sine mange øl-dåser, papstykker og andet affald, der fylder godt ud i haven.
Ejeren er ingen ringere end mangemillionæren Palle Skov Jensen, som ejer Jensens Bøfhus.
- Det ser forfærdeligt ud. Hvis nogen lejer sommerhuse ud til turister, så ser de det som det første. Og når vi får gæster hos os, så siger de, ’I kan da ikke have sådan noget liggende’, siger kasserer i nabo-ejerforening Nyhavegaard 2, Kjeld Kirk, til Ekstra Bladet.
Også på Facebook i gruppen 'Minder fra Bogense og omegn' er der flere utilfredse kommentarer fra beboere i området.
Kjeld Kirk fortæller, at sagen har optaget hele lokalbefolkningen i mange år, og den er nu igen blusset op, efter Fyens.dk skrev en artikel om bygningen i sidste uge.
Bøfkrigen raser: Jensens Bøfhus får tæv
Sammen med otte andre ejerforeninger er der ifølge Kjeld Kirk blevet sendt flere breve til Palle Skov Jensen siden 2013, men der er ikke sket noget, selvom bøfkongen har givet udtryk for at ville rive ejendommen ned.
Forvirring om tilladelse
For at gøre det skal der i første omgang sendes an ansøgning af sted til kommunen. Derefter får man enten en tilladelse eller ej.
Og ifølge Jan Jessen, der er chef for Plan og Kultur i Nordfyns kommune, blev der i september sidste år sendt en nedrivningstilladelse afsted, men ifølge Palle Skov Jensen er der aldrig blevet modtaget nogen tilladelse.
- Vi har ikke fået nogen nedrivningstilladelse, siger han til Fyens.dk.
Forvirringen kan ifølge Jan Jessen skyldes en teknisk detalje ved udarbejdelsen af selve ansøgningen.
- Hvis man ikke har krydset af, at man enten vil have en orientering over sms eller mail, så får man det ikke at vide, indtil man selv går ind i BOM (Byg og Miljøportalen) på nettet, siger han til Ekstra Bladet.
Gælden er enorm: Jensen's Bøfhus-stifter vil sælge ud
For et år siden mødtes han med Palle Skov Jensen, hvor punktet på dagsorden var det faldefærdige hus.
Nu går den ikke længere
- Man kommer til et tidspunkt, når sådan en bygning står og forfalder, hvor den ikke går længere. Når vinduerne er smadret og folk går derind, så bliver vi nødt til at sige, at nu begynder det at være til fare for omgivelserne, siger han.
Trods mødet er det stadig ikke revet ned. Men Jan Jessen har for få dage siden talt med Palle Skov Jensens jurist, som nu har set byggetilladelsen. De skal nu mødes snarest for at finde en løsning.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Palle Skov Jensen, men han er ikke vendt tilbage.
Han har igennem den seneste uge været i stor fokus, efter han meldte ud, at Jensen Bøfhus ledte efter en investor, fordi den nuværende gæld på 228 millioner kroner i firmaet var for stor til, at Palle Skov Jensen kunne udbygge forretningen helt alene.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.