Finland og Tyskland gør nu det, som både den amerikanske regering og det kurdiske selvstyre har opfordret Europa til; henter statsborgere hjem fra de syriske teltlejr i al Hol og al Roj, hvor også 25 danske børn befinder sig.
I en fælles aktion evakuerede finske og tyske myndigheder lørdag 23 statsborgere, så de nu er i de to landes varetægt, og det bør inspirere den danske regering, skriver generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl på Twitter.
'Tyskland og Finland henter 23 børn og kvinder hjem fra lejre i Syrien. Måtte det inspirere regeringen til at gøre det samme,' skriver han.
Tyskland vil fortsætte
For Tysklands vedkommende er der tale om 12 børn og tre kvinder, og den tyske udenrigsminister Heiko Maas udtaler i en pressemeddelelse, at det sker af humanitære grunde.
- Jeg er meget lettet over, at det er lykkedes for os at repatriere 12 kvinder og tre mødre fra lejrene i det nordøstlige Syrien. Repatrieringen skete af humanitære årsager og involverede forældreløse samt syge børn - sager, hvor en repatriering blev vurderet som nødvendig og presserende, siger Heiko Maas og varsler, at Tyskland i den kommende tid vil hente flere statsborgere hjem.
- Det her er en god nyhed lige op til jul, og det er opløftende med tanke på, at vi også i andre sager kan lykkes med hente borgere hjem. Vi vil fortsætte med dette arbejde i de kommende uger og måneder, siger den tyske udenrigsminister.
Afsløring: Regeringen skjulte PET's vurdering af danske børn i et år
Det tyske udenrigsministerium understreger samtidig, at den tyske anklagemyndighed allerede har indledt en efterforskning af kvindernes potentielle lovovertrædelser.
Finland forpligtet til at beskytte børn
Under samme aktion hentede de finske udenrigsmyndigheder seks børn og to kvinder ud af Syrien.
Det er første gang, at Finland repatrierer kvinder. Ifølge en pressemeddelelse fra det finske udenrigsministerium sker det med henvisning til Finlands forfatning og landets forpligtelse til at beskytte børns basale rettigheder.
- Offentlige myndigheder i Finland er så vidt muligt forpligtet til at beskytte grundlæggende rettigheder hos de finske børn, der er indespærret i Al Hol. Beskyttelsen af disse rettigheder kan kun finde sted ved en repatriering til Finland, lyder det.
Det finske udenrigsministerium understreger i samme ombæring, at det er i børnenes bedste interesse, at også deres mødre hentes hjem.
Finland og PET på bølgelængde
I pressemeddelelsen fra Finland fremgår det derudover, at jo længere børnene opholder sig i teltlejrene uden uddannelse og beskyttelse, jo sværere bliver det at dæmme op for den radikalisering, som børnene på sigt risikerer at bekende sig til.
Dette er i tråd med de danske efterretningstjenesters vurdering af situationen for de danske børn, der opholder sig i lejrene.
'Det er i den forbindelse også CTA’s vurdering, at risikoen for indoktrinering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien,' lyder det i PET's seneste trusselsvurdering fra marts 2020.
Danmark har ingen planer om at hente hverken børn eller kvinder hjem fra lejrene. Forældrene har vendt Danmark ryggen, har statsminister Mette Frederiksen flere gange udtalt.
Indespærret 12-årig dansk dreng: Jeg er bange