Nabostrid eskalerer: Døde svin i grøftekanten

En nabostrid i Næstved er eskaleret til et punkt, hvor Heidi Jensen fandt to døde svin i sin grøftekant. Hun er sikker på, det er chikane. Hendes nabo afviser anklagen

Er de døde grise lagt for at chikanere naboen? Vurdér selv i klippet. Video: Per Ramussen.

På overfladen ånder alt fred og landidyl på Højbjergvej uden for Næstved. Virkeligheden byder dog på døde svin, nabostridigheder og påstået chikane.

Ifølge Heidi Jensen, der har boet på vejen i 26 år startede det hele, da nabogården fik ny ejer. Det var svineavler Søren Hansen, der overtog gården. Han ville have, at gården, der i mange år er blevet brugt til svineavl, skulle udvides så antallet af grise blev femdoblet.

Det ville naboerne ikke have, så de lavede en indsigelse. Siden har der, ifølge Heidi Jensen, været kold luft i naboskabet.

I februar fandt Heidi Jensen to døde svin liggende lige uden for grænsen til hendes grund.

- Da jeg så det første gang, fik jeg et chok og tænkte jeg straks, at det var chikane, siger Heidi Jensen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet

Det var dette syn, der mødte Heidi Jensen en februarmorgen. Det røde hus i baggrunden er hendes. Privatfoto.
Det var dette syn, der mødte Heidi Jensen en februarmorgen. Det røde hus i baggrunden er hendes. Privatfoto.

Grisene var ikke placeret på hendes grund, men på et stykke mellem de to grunde. Det er uklart, hvilken ejendom stykket hører til.

Grisene var døde i Søren Hansens svineproduktion og skulle hentes og køres til destruktion. Normalt placerer svineavleren sine døde dyr ved sin egen ejendom, men ikke denne gang.

Ifølge loven skal døde produktionsdyr dækkes til på en sådan måde, at der ikke er smittefare og det ikke er muligt for ådselædere spise dem.

Bekendtgørelse om opbevaring m.m. af døde produktionsdyr

§ 3. Døde produktionsdyr skal opbevares på en opbevaringsfacilitet indtil afhentning, jf. dog stk. 3 og § 4.

Stk. 2. Indtil afhentning skal døde produktionsdyr opbevares på en måde, der sikrer dem mod ådselædende dyr og under sådanne forhold at opbevaringen ikke udgør risiko for spredning af smitstoffer.

Anmeldt til Fødevarestyrelsen
Foreningen til Bevarelse af Højbjerg og Omegns Natur og Miljø valgte at lave en anmeldelse af forholdene til Fødevarestyrelsen.

Søren Hansen, der altså har placeret grisene der, mener ikke, der er tale om chikane.

- Den eneste chikane, der foregår, er den håndfuld naboer, der chikanerer mig. Det er korrekt, at der ligger en anmeldelse til Fødevarestyrelsen, men der er ikke noget at komme efter, siger Søren Hansen til Ekstra Bladet

Ifølge Søren Hansen har Fødevarestyrelsen været forbi hans gård, men de havde ikke nogen anmærkninger til forholdene.

At grisene skulle have ligget uden overdækning, som billederne viser, kan Søren Hansen heller ikke genkende.

- Grisene var overdækket, da vi lagde dem der til at starte med. Hvem der går og fjerner presenninger og kadaverkammer, det ved jeg ikke. Vi overdækker altid vores dyr, som vi skal, siger han.

Intet at komme efter
Søren Hansen fortæller til Ekstra Bladet, at grunden til, at svinene skulle ligge lige netop dér, var, at der var vejarbejde på vejen mod hans ejendom.

Ifølge Heidi Jensen var der andre biler, der samme dag kørte på vejen, så den forklaring køber hun ikke.

- Jeg har boet her i 26 år, og i al den tid har der været svineavl på naboejendommen. Det har dog aldrig været nødvendigt at placere døde grise lige der, siger Heidi Jensen.

79 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere