Det var lige før, at Border Collie-blandingen Bonnie var blevet aflivet, fordi der ikke var nogen, der ville have hende. Men i sidste øjeblik fik hun en ny familie i England.
Bonnie blev reddet fra gaden i Rumænien, hvor hun blev fundet uden næse. En del af hendes ene forben manglede også.
Via Beacon Animal Rescue Center kom gadehunden til England, og det var på deres Facebook-side, at 29-årige Kate Comfort så et billede af den stakkels næseløse hunhund.
Hun fortæller til Caters News Agency ifølge blandt andre Daily Mail, at det var kærlighed ved første blik. Et par måneder senere havde hun adopteret Bonnie, som dermed endelig fik et hjem.
- Først havde jeg svært ved at overbevise min mand - fordi vi allerede havde tre hunde - men ingen ville have Bonnie, så jeg sagde, vi kunne have hende, indtil vi fandt et perfekt hjem til hende, siger Kate Comfort.
- Det viste sig, at hendes perfekte hjem var vores, og vi endte med selv at adoptere hende, fortsætter den 29-årige hundeejer til fire.
Benet skulle fjernes
Kate Comfort indrømmer, at hun først var lidt chokeret over Bonnies specielle udseende, men med tiden vænnede hun sig til det.
Efter at have adopteret den næseløse Border Collie-blanding startede Kate Comfort og hendes mand, Ross på 31, en indsamling for at få råd til et kunstigt ben til Bonnies forben. Men såret på benstumpen blev ved med at gå op, og derfor blev de rådet til at fjerne benet helt.
Det gjorde de, og Bonnie er nu ifølge sine ejere helt fri for smerter og er lige så adræt og legesyg som parrets andre hunde.
- Vores Bonnie er perfekt uperfekt, vi elsker hende præcis som hun er, og hvis nogen bliver stødt over den måde, hun ser ud på, så er det deres problem, ikke vores, siger Kate Comfort.
Bonnie har fået sin egen Instagram-side, @bravebonbon, hvor alle frit kan følge med i hendes eventyr med sin nye familie.