Næsten alle gymnasier åbner for afgangselever mandag

Rektorer, lærere og pedeller arbejder på højtryk for at åbne gymnasierne. Størstedelen åbner senest mandag

Studenter hopper i Storkespringvandet i København juni 2018. Det bliver sandsynligvis en nedtonet fejring i år. (Arkivfoto). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Studenter hopper i Storkespringvandet i København juni 2018. Det bliver sandsynligvis en nedtonet fejring i år. (Arkivfoto). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Det bliver sandsynligvis en nedtonet fejring uden galla og studenterkørsel, når årets studenter udklækkes til sommer.

Til gengæld åbner størstedelen af gymnasierne senest mandag, så afgangseleverne kan gense deres kammerater og modtage fysisk undervisning.

Det fremgår af en rundspørge af Danske Gymnasier, der har spurgt sine medlemsskoler. 94 procent af gymnasierne vil åbne senest mandag, fremgår det.

- Vi glæder os enormt meget til at se vores afgangselever, som vi har savnet ligesom alle de andre, som vi desværre ikke får tilbage. Men vi glæder os til at åbne skolerne for afgangseleverne, siger Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier.

Landet skal lige så stille åbnes trin for trin, efter at Danmark blev delvist lukket for omkring en måned siden på grund af udbredelsen af coronavirus.

Afgangseleverne er allerede tilbage på knap hver fjerde skole, nærmere bestemt 22 procent. Det drejer sig om elever på de ældste klassetrin på landets gymnasiale uddannelser, der skal tage deres studentereksaminer.

Der er forskel på, hvor hurtigt den enkelte skole er i stand til at genåbne for fysisk undervisning.

Det skyldes blandt andet, at gymnasierne har forskellige vilkår med hensyn til lokalestørrelser, antallet af elever, der skal tilbage, og muligheder for udendørsundervisning.

De skoler, der i undersøgelsen har svaret, at de åbner senere end mandag, angiver forsigtighed eller andre forhold som årsag.

Der er dog tid nok til at læse op til eksamen, lyder det.

- 3. G'erne er ikke gået glip af så meget undervisning, for langt de fleste af dem har arbejdet på deres store studieretningsprojekt i 14 dage ud af de 3,5 uger, de er gået glip af, siger Birgitte Vedersø.

Hun mener, at fjernundervisningen har været af en høj kvalitet og understreger, at eleverne skal op i langt færre fag end sædvanligt.

- Jeg er slet ikke bekymret for, at de skal til eksamen, siger hun.

Hvis der er elever, der fortsat foretrækker fjernundervisning, fordi de har et udsat familiemedlem eller lignende, er der mulighed for det. I så fald bedes eleverne fremlægge en lægevurdering.

128 gymnasier har deltaget i undersøgelsen, hvilket giver en svarrate på 84 procent.

9 kommentarer
Vis kommentarer