Næsten ingen smittede: Skal holde lukket alligevel

Selv om Haderslev har færre end ti coronasyge, bliver reglerne ikke slækket for kommunens 56.000 indbyggere

- Regler er regler, og de skal holdes. Også selv om Haderslev kun har få coronssmittede. Vi genåbner Haderslev, nå der er grønt lys fra statsministeren, siger borgmester Hans Peter Geil (V). Foto: Anders Brohus
- Regler er regler, og de skal holdes. Også selv om Haderslev kun har få coronssmittede. Vi genåbner Haderslev, nå der er grønt lys fra statsministeren, siger borgmester Hans Peter Geil (V). Foto: Anders Brohus

Mens tusindvis af patienter fra hele landet har været hårdt ramt af coronavirussen, er antallet af smittede i Sønderjylland påfaldende lavt.

I eksempelvis Haderslev var færre end ti ud af kommunens knap 56.000 indbyggere mandag 4. maj registreret som Covid-19-smittet.

Det præcise antal smittede er ikke oplyst. Kun 'færre end ti'. Sådan har billedet set ud i hvert fald i en måned.

Og dermed kunne Haderslev nemt være kandidat til at genåbne. Men regler er regler, og de skal holdes, siger borgmester Hans Peter Geil (V) til Ekstra Bladet.

- Det glæder mig, at så få af vore borgere har været syge. Det har vi også gjort meget for at undgå, ikke mindst på plejehjemmene.

Aflyste 4. majfest
- Men samtidig ærgrer det mig, at vi ikke kan samles og fejre 75 året for befrielsen, siger den 63-årige borgmester.

- Haderslev er jo en af de sønderjyske byer, hvor der var faldne både  9. april 1940 og under besættelsen. Vi havde planlagt en stor markering af 4. maj med op mod 10.000 mennesker i byen. Den fest må vi desværre aflyse på grund af coronaen.

- Hvor meget fylder corona? I har jo næsten ingen smittede.

- Den fylder alligevel meget. Både kommunens ansatte og borgerne generelt gør en stor indsats.

- Burde I så ikke begynde at slække lidt og genindføre hverdagen?

- Det er en interessant tankegang. Men vi er nødt til at have centrale regler, der gælder for alle. Så må vi se, om nogle kommuner skal åbne før andre. Jeg gætter på, at Mette Frederiksen kommer med nogle meldinger hen mod weekenden, siger Hans Peter Geil.

Ikke åbne for hurtigt
På Haderslevs gågade møder Ekstra Bladet den 77-årige Jette Haagerup Schrøder, som nyder det fine vejr. Hun er helt på linje med sin borgmester.

- Vi skal ikke åbne for hurtigt. Det går simpelthen ikke. På den anden side er vi vist allesammen ved at trænge til at komme lidt tættere på hinanden, siger hun.

- Har du været nervøs for at blive syg?

- Overhovedet ikke. Jeg har taget mine forholdsregler fra første dag, siger Jette Haagerup Schrøder.

- Det kan gå galt
Iført et mundbind er kørestolsbruger Ellen Marie Juul klædt på til en coronafri køretur. Hun er ikke helt tilfreds med kommunens informationsniveau.

- Jeg synes ikke, de har været så gode til at udbrede retningslinierne. Dem må vi selv finde ud af, lyder det fra den 72-årige pensionist.

-  Som diabetiker er jeg selv i risikozonen. Man kunne måske godt genåbne her i Haderslev, men så skal der jo også åbnes andre steder.

- Nej, det er jeg ikke tilhænger af. Vi risikerer, det går galt, siger Ellen Marie Juul.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få oplyst Haderslevs eksakte smittetal hos Sundhedsstyrelsen.

1 af 3 - Det går ikke at åbne for hurtigt. Slet ikke, siger 77-årige Jette Haagerup Schrøder. Foto: Anders Brohus
2 af 3 - Kommunens information har været for dårlig, siger Ellen Marie Juul. Foto: Anders Brohus
3 af 3 - Regler er regler, og de skal holdes. Også selv om Haderslev kun har få coronssmittede. Vi genåbner Haderslev, nå der er grønt lys fra statsministeren, siger borgmester Hans Peter Geil (V). Foto: Anders Brohus
33 kommentarer
Vis kommentarer