Natascha er ung og i RKI: Min økonomi ramlede sammen

Danmarks unge mellem 18-29 år er fortsat overrepræsenteret i RKI-registeret, ifølge ny rapport. Sammen skylder gruppen mere end 1,3 milliarder kroner

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde

Selvom der er sket et lille fald i antallet af unge, der står registreret som dårlige betalere, så er de 18-29-årige fortsat en overrepræsenteret gruppe i RKI-registret.

Det skriver Finans Danmark i en ny rapport foretaget, som er bankernes og realkreditinstitutternes interesseorganisation.

"Jeg var i en anden verden"
En af disse unge er Natascha Ellen. Hun er 22 år gammel, mor til to og kendt fra tv-programmet De unge mødre på Kanal 4.

Som 18-årig blev hun registreret i RKI, og i dag kæmper hun stadig for at få sin privatøkonomi i orden, så hun kan blive fjernet fra listen over dårlige betalere. Da hun for fire år siden endte i RKI, hang det sammen med en alvorlig begivenhed i hendes liv.

- Jeg endte i RKI, da min datter blev tvangsfjernet i tre måneder. I den periode ramlede min økonomi sammen, fordi jeg ikke fik betalt mine regninger. Jeg var ligesom i en anden verden på det tidspunkt, siger hun.

Da Natascha Ellen blev registreret i RKI, skyldte hun penge til mellem 15-20 forskellige steder. I dag arbejder hun målrettet på, at få betalt resten af sin gæld. Foto: Krestine Havemann/Discovery
Da Natascha Ellen blev registreret i RKI, skyldte hun penge til mellem 15-20 forskellige steder. I dag arbejder hun målrettet på, at få betalt resten af sin gæld. Foto: Krestine Havemann/Discovery

Natascha bor i Gedser i Guldborgsund kommune, og her er hun langt fra den eneste, som har problemer med at betale sine regninger. Faktisk var hver tiende unge mellem 18 og 29 i kommunen registreret i RKI ved udgangen af 2017.

Til sammen udgør de unge i kommunens gæld et samlet beløb på mere end 27 mio. kr.

Modgang medfører betalingsproblemer
Frederik Giese er projektchef for Plus på kontoen, der er et samarbejde mellem Trygfonden og Forbrugerrådet TÆNK, som går ud på at forebygge gældsproblemer blandt unge i Danmark mellem 18 og 30 år. Han forklarer, at de unges betalingsproblemer - som det var tilfældet for Natascha - ofte begynder, når de bliver bliver mødt af modgang i livet,

- Når man, ung som ældre, kommer ud i gældsproblemer, er det ofte et udtryk for nogle negative livsbegivenheder. Det kan være, at man mister en nær slægtning, at man bliver syg eller at man mister sit job. Det er nogle af de forklaringer, der går igen, når folk henvender sig til vores gældsrådgivning, forklarer han.

Unge bliver i RKI
I 2017 var 48.500 unge mellem 18 og 30 år registreret i RKI, hvilket svarer til omkring fem procent af alle landets unge. De unge i RKI har i gennemsnit ubetalte regninger for 27.500 kr., og denne gæld løb sidste år op i et samlet beløb på 1,3 mia. kroner.

Finans Danmarks rapport viser også, at de har svært ved at komme ud af registret, når de først er havnet der. Halvdelen af de unge, der var registreret i RKI i 2017 var nemlig også registreret i 2012. Man risikerer at blive registreret som dårlig betaler i RKI, hvis man har undladt at betale sine regninger eller at afdrage på et lån.

Forbrug har betydning
En væsentlig årsag til, at så mange havner i RKI-registeret, skal findes i de unges forbrugsvaner.

- Forbrug har en betydning, fordi der er forholdsvis let adgang til afbetalingsordninger og andre typer forbrugslån. Derfor mener vi, at det er vigtigt, at der bliver foretaget en ordentlig kreditvurdering, hvor lånevirksomheden går ind og vurderer, om der er grundlag for, at borgeren kan betale pengene tilbage, forklarer Frederik Giese, projektchef for Plus på kontoen.

Smartphones starter gæld
Rapporten fra Finans Danmark viser, at det særligt er televirksomheder, de unge skylder penge til. Virksomhederne, der i vidt omfang tilbyder afdragsordninger til køb af for eksempel mobiltelefoner, står for næsten hver tredje registrering i RKI. Det viser rapporten fra Finans Danmark. Denne tendens kan Natascha godt nikke genkendende til.

- Da jeg var 18, var jeg var ung, dum og forelsket i en fyr, der selv var registreret i RKI. Han kunne ikke købe telefoner, abonnementer og sådan nogle ting, så vi begyndte at skrive de ting i mit navn.

Hos Plus på kontoen har man en lignende oplevelse af, at ubetalte regninger til televirksomhederne ofte bliver begyndelsen på de unges danskeres betalingsproblemer.

- For unge er en smartphone en uundværlig del af deres ungdomsliv, for det er både deres adgang til sociale fællesskaber og kontakten til det offentlige. Derudover er smartphones dyre og de har en begrænset levetid. Vi kan se, at der er unge, som faktisk afbetaler på flere telefoner på samme tid, forklarer Frederik Giese.

I videoen herunder forklarer Frederik Giese fra Forbrugerrådet Tænk, hvordan rådgivningen af de unge fungerer, hvis de eksempelvis skylder penge til en televirksomhed

(Artiklen forsætter under videoen)

RKI: Pænt nederen
For Natascha har det medført en masse bøvl, at hun igennem de seneste fire år har været registreret i RKI.

- Det har konsekvenser, fordi man ikke kan låne penge nogen steder og fordi man ikke kan købe ting på afbetaling. Jeg vil rigtig gerne til Litauen, for at få ordnet mine tænder, men det kan jeg jo heller ikke gøre, fordi jeg står i RKI. Det er pænt nedern, for at være helt ærlig.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen