De fire kampklare bataljoner, der udgør Natos nye fremskudte tilstedeværelse i medlemslande med grænser til Rusland, begynder at tage form.
16 lande har indtil nu meldt sig klar til at levere soldaterne, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.
- Jeg er virkelig inspireret af mødet i dag, siger Stoltenberg onsdag aften under Natos forsvarsministermøde i Bruxelles.
- Der var så mange lande, der gav meget faste og konkrete meldinger om at bidrage til de fire bataljoner, siger han.
Nato-chefen siger, at de fremskudte bataljoner i Estland, Letland, Litauen og Polen vil blive 'robuste, multinationale og kampklare'.
- De vil levere et meget klart budskab om styrke og afskrækkelse, siger Stoltenberg.
- Det er en transatlantisk demonstration af klippefast støtte til vores allierede, siger han.
Danmark lovede allerede på Natos topmøde i Warszawa i juli at deltage med op til 200 soldater i Natos fremskudte bataljon i Estland.
Bataljonen vil bliver ledet af Storbritannien, og ud over Danmark vil Frankrig også sende soldater til Estland.
Styrkerne vil rotere. Franske soldater ventes at starte i Estland sammen med britiske fra sommeren 2017.
Danske soldater ventes derefter at afløse de franske omkring årsskiftet mellem 2017 og 2018.
Canada vil lede Nato-bataljonen i Letland. Her vil Albanien, Italien, Polen og Slovenien også deltage.
Tyskland skal lede bataljonen i Litauen. Her vil Belgien, Frankrig, Holland, Kroatien, Luxembourg og Norge være med.
USA vil lede bataljonen i Polen. Her vil Rumænien og Storbritannien også deltage.
På Nato-topmødet besluttede alliancen at indlede udstationeringen af fire bataljoner, hver på op til 1000 mand, i begyndelsen af 2017.
Beslutningen er udløst af den bekymring, som den russiske fremfærd over for Ukraine har skabt hos Ruslands naboer.
Bataljonerne skal til sommer 2017 være helt på plads i de fire lande, der alle grænser op til Rusland.
Polen og Litauen har grænser til den tungt bevæbnede russiske enklave Kaliningrad, der ligger klemt inde ved Østersøen mellem de to lande.
- Jeg er glad for at bekræfte, at vi følger planen, siger Jens Stoltenberg.
- Denne alliance gør, hvad den siger. Og vi leverer på vores løfter, siger han.
Nato vil også styrke sin tilstedeværelse i området omkring Sortehavet, hvor Rusland ligeledes har oprustet.
Det vil ske i form af en rumænsk ledet multinational brigade på land.
Nato vil også være mere til stede på havet og i luften, siger Stoltenberg.
- Adskillige lande har indikeret, at de er klar til at bidrage til vores tilstedeværelse til lands, til vands og i luften i regionen ved Sortehavet, siger han.
Her er der foreløbig løfter om bidrag fra Canada, Holland, Polen, Tyrkiet, Tyskland og USA.