Nato-leder affejer russisk atomtrussel mod Danmark

Ruslands trussel mod lande i Natos missilskjold er næste skridt i forventelig kampagne, siger general

Ruslands trussel om, at Danmark er i større fare for at blive ramt af et russisk atomangreb ved at støtte Natos raketskjold, affejes af den øverstkommanderende i den vestlige forsvarsalliance, Philip Breedlove.

Den amerikanske general kalder det søndag på en konference i Bruxelles Ruslands "næste skridt" i en kampagne mod de lande, der bidrager til raketskjoldet.

- Rumænien kom under et større pres, da de blev en del (af raketskjoldet red.), konstaterer han.

- Polen er nu ved at komme under stort pres, og herfra vil enhver, som ønsker at slutte sig til denne forsvarskapacitet, komme under dette diplomatisk pres, sagde Breedlove uden at nævne Rusland ved navn.

Det var i et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag, at den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, advarede om, at Danmark vil blive mål for et muligt russisk atomangreb, hvis det tilslutter sig Natos missilforsvar.

- Jeg tror ikke, at danskerne helt forstår konsekvenserne af, hvad der sker, hvis Danmark tilslutter sig det amerikansk-styrede missilforsvar, sagde han og fortsatte:

- Sker det, bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler.

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R) mener, at Rusland med denne trussel er gået lang over stregen, men han vil ikke tilkalde den russiske ambassadør for at protestere på Danmarks vegne. Det konstaterede han lørdag.

Nato traf i 2012 beslutning om at opbygge et missilforsvar. Rusland ser det som et forsøg på at reducere Ruslands egen militære kapacitet, men i Nato afvises det at være hensigten.

En række lande, herunder Danmark, skal deltage i opbygningen af missilforsvaret. Den danske del ventes at blive radarovervågning til søs.

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere