Imens størstedelen af alle attraktioner i Danmark har haft nedgang i antallet af besøgende, siden corona brød ud, så har Danmarks største attraktion målt på areal haft en stor fremgang.
Naturen er blevet brugt 40 procent oftere af den danske befolkning under corona.
Det viser en undersøgelse Friluftsrådet har fået lavet af Gallup, skriver Ritzau.
Vandrer man en tur med Dansk Vandrelaug, så er det ikke svært at få svar på, hvad det at opholde sig i naturen gør godt for.
- Det er en nødvendighed. Det går ud over min krop og psyke, hvis jeg ikke kommer ud på de her ture, siger Henning Uhrenfeldt Laursen, der har vandret i godt 40 år.
- Jeg er nødt til at komme i naturen dagligt for at føle, at jeg lever, siger han.
Han retter på sin Fjällräven-kasket, der matcher med resten af sættet hele vejen ned, før han fortsætter fremad.
Vandreturen, som Ekstra Bladet er kommet med på, starter ved Roskilde Station, men kort tid efter er asfalten blevet til grus og bygningerne til høje grønne træer.
Forskellen kan spottes
Der er ikke brug for en kikkert for at lægge mærke til danskernes øget interesse for naturen under pandemien.
I april meddelte Vejle Kommune ifølge ritzau, at man midlertidigt måtte lukke den nye vandrerute Egtvedpigens Fodspor for reparation.
Lokale beboere fortalte om dage i påsken med over 1000 vandrere på den 14 km lange rute rundt i ådalen. Private lodsejere oplevede løse hunde, kaos-parkering, færdsel uden for stierne og toiletbesøg i naturen.
- Når vi går rundt, så møder vi flere mennesker end vi plejer, fortæller Stig Hjelmager, der som det mest naturlige i verden taler for ham selv og sin ledsager Jane i alle sine sætninger.
Hende var han så heldig at møde på en af Vandrelaugets ture.
- Nogle gange synes vi måske, at der er lidt for mange med på turene. Men det er jo et positivt problem, siger han.
Naturen var for Henning Uhrenfeldt Laursen en perfekt flugt fra isolationen, hvilket fik ham endnu mere udenfor.
- Jeg har selv været mere ude at gå i naturen, end jeg plejer. Coronaen har været med til at isolere mange mennesker, men ikke mig, da jeg har haft naturen, siger han.
Bliver tvær uden
Vandregruppen på lidt over 10 stykker bliver ført an af en kvinde, der har gået med Dansk Vandrelaug siden 1964.
Anita Gabers er måske ikke særlig høj, men hun formår at ugyldiggøre udtrykket 'at sætte det lange ben foran', når hun hurtigere end alle glider hen over skovbunden med sine korte ben.
- Hvis jeg ikke kommer ud og gå, så bliver jeg irritabel, så jeg har det bedst, når jeg kan komme ud, siger vandreleder Anita Garbers.
- Naturen betyder, at jeg får ladet op. Jeg ser mig meget omkring og er meget opmærksom på, hvad jeg møder undervejs, siger hun.
Håber det varer ved
De erfarne vandrere har intet imod danskernes øget interesse for at være i naturen, tværtimod.
- Det er kun godt, at flere er ude i naturen. Både for det mentale og fysiske helbred, siger vandre Stig Hjelmager.
Vandrelederen håber både entusiasmen for naturen og vandringen varer ved, og på sigt måske kan give flere medlemmer i Dansk Vandrelaug.
- Det ville være skønt med endnu flere medlemmer, men vi ved jo også at de første mange år, hvor man vandrer, der gør man det selv eller med bekendte. Så vi skal nok vente lidt endnu, siger Anita Garbers.
entusiasmen for naturen skal nok varer ved, hvis man skal tro Gallups undersøgelse.
Ni ud af ti af de knap 1200 deltagere i undersøgelsen vil fortsat opholde sig mere i naturen.
- Mange har opdaget nye steder og nye aktiviteter, og jeg tror, det vil fortsætte, siger Friluftsrådets vicedirektør, Torbjørn Eriksen til Ritzau.