Det ikoniske kunsmuseum Aros i Aarhus er kommet i heftig modvind, efter man i samarbejde med den tyske kunstner Katharina Grosse har valgt at overmale et stort stykke natur i Mindeparken i byen med giftig akrylmaling.
Hvad der før var grønt og frodigt er nu forvandlet til et stort rød-hvidt kunstværk, der ifølge folkene bag skal sætte fokus på menneskets påvirkning af naturen gennem de seneste 400 år.
Værket går under navnet 'The Garden' og er på de sociale medier blevet kritiseret voldsomt og kaldt alt fra miljøsvinderi til vandalisme.
Dobbelt moralen længe leve
Men det er langt fra alle der er enige i den kritik.
Vrede i Aarhus: Kunstner smadrer naturen i dronningens baghave
Spørger man museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum Aarhus, Morten D. D. Hansen, er værket intet mindre end en genistreg.
- Jeg ville ønske jeg havde fundet på det selv. Det får sat gang i en fremragende debat. Vi hælder i et væk round up og andre giftstoffer ud i vores haver og på vores marker. Hvis de giftstoffer vi hver dag hælder i naturen var lyseblåt, ville vores verden se helt anderledes ud. Det ville se sjovt ud fra satellit, men folk tænker ikke over det, fordi det ikke er synligt, lyder det fra naturvejleder Morten D. D. Hansen til Ekstra Bladet.
Naturens svar på et Ikeamøbel
Han forklarer, at kunstværket er blevet opført i en park, der ifølge hans opfattelse intet har med naturen at gøre.
Tværtimod er det en menneskeskabt park, der både let og billigt kan genoprettes set i forhold til andre smadrede naturområder.
- Hvad folk ikke forstår, er, at det er lige meget. Det går ikke ud over noget natur. Det går ud over en skide have.
- Mindeparken er naturens svar på et Ikeamøbel. Når kunstværket har tjent sit formål, går man bare ud og køber noget nyt plænegræs. Intet er ødelagt, men det er nemt at se og derfor bliver folk forargede. Det er utrolig god formidling, siger Morten D. D. Hansen og tilføjer, at hvis man havde opført værket i den vildenatur var han 'flippet ud'.
Den store debat om kunstværket i Mindeparken kommer efter 53-årige Tine Høisgaard Jørgensen fra Aarhus delte billeder af den overmalede park på sin Facebook-profil.
- Når man ser, at de sprøjter vores levende og meget smukke natur til, så man ser den dø, har man en fornemmelse af, at man må gøre et eller andet, sagde Tine Høisgaard Jørgensen søndag til Ekstra Bladet.
Hun tilkaldte politiet, men da de kom til stedet kunne de konstatere, at kunstnerne var i besiddelse af de nødvendige tilladelser og kørte derfor igen.
Aros: Vi rydder op bagefter
Ifølge Aros selv tematiserer udstillingen 'menneskets sameksistens og syn på naturen'.
Ekstra Bladet forsøgte søndag at få et interview med Aros, men det var ikke muligt. I et skriftligt svar lyder det:
'I forhold til oprydning er der lagt en meget grundig plan for dette, så der ikke efterlades spor i området. Denne er lavet i samarbejde med Aarhus Kommune og følger alle retningslinjer. Et professionelt firma vil stå for oprydningen. Fredet natur og beplantning i området vil ikke blive påvirket'.