Nazist idømt fængsel: Medvirkede til 5232 drab

Den 93-årige tidligere SS-vagt idømmes to års betinget fængsel

Den tidligere SS-vagt gemte sit ansigt under retssagen. Foto: Axel Heimken/Ritzau Scanpix
Den tidligere SS-vagt gemte sit ansigt under retssagen. Foto: Axel Heimken/Ritzau Scanpix

En 93-årig tidligere SS-vagt får to års betinget fængsel for sine gerninger under Anden Verdenskrig.

Det har en dommer ved retten i Hamburg afgjort, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Den tyske mand ved navn Bruno Dey er blevet kendt skyldig i at have været vagt i en af nazisternes dødslejre og dermed have medvirket til drabet på 5232 personer.

Manden stod fra 1944 til 1945 vagt i koncentrationslejren Stutthof, som dengang lå nær det tyskbesatte Danzig, det nuværende Gdansk i Polen.

Bruno Dey har selv erkendt sin tilstedeværelse i lejren, men har nægtet at have haft ansvar for drabene.

Ungdomsdomstol
Trods Deys høje alder er sagen mod ham blevet ført ved en ungdomsdomstol, fordi han var 17 år, da han begyndte som vagt i Stutthof.

Men sin unge alder til trods var han ifølge anklagemyndigheden i Hamburg "et tandhjul i nazisterne drabsmaskine".

I oktober sidste år sagde Bruno Dey i forbindelse med retssagen, at han var "ked af, hvad han har gjort". Det skrev nyhedsbureauet AFP.

Men han insisterede samtidig på, at han ikke frivilligt havde deltaget i de grusomheder, der blev begået i lejren.

Han erkendte dog, at han var klar over, at de indsatte i lejren ikke var kriminelle, men at de blev holdt fanget af antisemitiske eller racistiske grunde.

Bruno Dey, der er uddannet bager, har også tidligere afvist over for politiet, at han skulle være nazist.

Efter eget udsagn havnede han kun i lejren, fordi han led af en hjertesygdom og derfor ikke kunne tjene som soldat ved fronten.

65.000 af de 110.000 fanger i Stutthof-lejren mistede livet.

Under Anden Verdenskrig blev 150 danske kommunister deporteret til Stutthof.