Nedlukning udhuler byttefrister: Sådan er du stillet

Butikker bestemmer selv, om de vil forlænge byttefrister, der kan blive forringet af corona-nedlukning. Forbrugerrådet Tænk venter dog ikke problemer

Der er ingen hjælp i loven til forbrugere, der måtte løbe tør for tid til at bytte julegaver på grund af corona-nedlukningen. Ifølge Forbrugerrådet Tænk, er der dog ikke noget, der tyder på, at forretninger over en bred kam vil spænde ben for kundernes mulighed for at bytte. Foto: Jesper Mortensen
Der er ingen hjælp i loven til forbrugere, der måtte løbe tør for tid til at bytte julegaver på grund af corona-nedlukningen. Ifølge Forbrugerrådet Tænk, er der dog ikke noget, der tyder på, at forretninger over en bred kam vil spænde ben for kundernes mulighed for at bytte. Foto: Jesper Mortensen

Er sweateren for stor eller mobilens skærm for lille, kan man normalt bytte julegaverne mellem jul og nytår. Men sådan er det ikke i år grundet corona-nedlukningen.

Derfor løber nogen måske tør for dage at bytte gaverne i, og der er faktisk intet, der garanterer dig en forlænget byttefrist, fortæller Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

- Det er ikke sådan, at man har en bytteret lovfæstet i Danmark. Det er altså butikken selv, der bestemmer, om den vil tilbyde kunderne at kunne bytte gaverne.

- Så det afgørende er, hvad butikken har stillet kunden i udsigt. Og hvis det er sådan, at butikken har stillet en bytteret i udsigt, så skal man selvfølgelig kunne udnytte den. Så skulle butikken være lukket i hele perioden, så bør butikken forlænge bytteretten, så man kan gøre brug af den, siger Vagn Jelsøe.

Trods nedlukning: Du kan stadig købe vin og fyrværkeri

Fortrøstningsfuld
Vicedirektøren frygter imidlertid ikke, at danske forbrugere vil få problemer med at kunne bytte julegaver, hvis de inden nedlukningen var blevet lovet det af butikken.

- Så vidt jeg har set, har alle de større kæder forlænget deres bytterfrister. Så vi forventer ikke, at det bliver et problem. Får man byttefristen forlænget, er der selvfølgelig også et spørgsmål om rimelighed i forhold til, hvor lang tid man får til at bytte.

- Her mener vi, at man bør få forlænget byttefristen, så man får lige så mange dage at bytte i, som man ville have haft uden nedlukningen, siger Vagn Jelsøe.

Forbrugerklagenævnet
Skulle man mod forventning opleve, at butikken ikke vil forlænge byttefristen, kan man vælge at klage til Forbrugerklagenævnet.

- Jeg ville diskutere det med butikken først, hvis man ikke kan gøre brug af den bytteret, man var stillet i udsigt. Hvis man her møder en mur af uforståenhed, så kan man klage til Forbrugerklagenævnet.

- Men det koster 100 kroner, så man skal være nogenlunde overbevist om, at man kan få noget ud af at klage.

Netbutikkerne er i sagens natur ikke blevet tvunget af regeringen til at lukke ned, så her gælder den sædvanlige 14-dages returret på tværs af EU-landene.

Dog skal man være opmærksom på, at de 14 dage gælder fra, at man har modtaget varen fra netbutikken og altså ikke 14 dage, fra modtageren af gaven åbner den, uddyber Vagn Jelsøe.

På nuværende tidspunkt er butikker og storcentre påbudt at holde lukket frem til og med 3. januar.