Nedslidte bioanalytikere: Hænger i med neglene

Fagforeningen for Danske Bioanalytikere kræver handling fra sundhedsministeren, efter at de vedvarende tests forårsager nedslidte medarbejdere i hele landet - presset i bund af for få medarbejdere, ustabile arbejdsforhold og manglende materiale

Som tillidsrepræsentant er Johanne Hedegaard fra Aarhus Universitetshospital vidne til kolleger, der er ved at knække på grund af arbejdsforholdene.  Privatfoto
Som tillidsrepræsentant er Johanne Hedegaard fra Aarhus Universitetshospital vidne til kolleger, der er ved at knække på grund af arbejdsforholdene. Privatfoto

Trætte, stressede og frustrerede medarbejdere på tværs af landet på laboratorier.

Johanne Højlund Hedegaard er tillidsrepræsentant for bioanalytikere på Klinisk Mikrobiologi på Aarhus Universitetshospital, der tester de mange coronaprøver.

Hun er vidne til flere kolleger, der under en tung arbejdsbyrde knokler for at få tingene til at hænge sammen.

- Mine kolleger er askegrå i ansigterne til tider. De knokler røven ud af bukserne, og vi har ikke haft mulighed for at hjælpe dem. De har været få mennesker om et stort læs, fortæller Hedegaard.

Siden starten af marts er arbejdspresset steget, i takt med at regeringen har udvidet deres teststrategi, som bestemmer analytikernes arbejdspres.

På det molekylærbiologiske afsnit på Aarhus Universitetshospital blev det hurtigt nødvendigt at arbejde i døgndrift, og det har flere af de 20 ansatte haft svært ved at følge med i. Det er et vedvarende pres med prøver, der bliver ved med at vælte ind.

- Vores bioanalytikere har virkelig knoklet. De hænger godt nok i med neglene og knokler på. Der er dage, hvor man kan se, at folk har tårer i øjnene og er ved at bryde sammen over, at det hele tiden skifter, hvordan man skal lave det. Jeg tager hatten af for mine kolleger, fortæller Johanne Hedegaard.

Hun er bekymret for, at medarbejderne på et tidspunkt løber tør for den ekstra energi.

Grafik over antal testede og smittede under corona. De blå søjler er antal testede. Kilde: Statens Serum Institut
Grafik over antal testede og smittede under corona. De blå søjler er antal testede. Kilde: Statens Serum Institut
 

Arbejdspresset bliver ikke mindre
Trods genåbning i flere dele af samfundet og et lavere smittetryk er arbejdspresset for bioanalytikerne ikke blevet mindre.

- Det ændrer intet ved det arbejdspres, vi har, for prøveantallet ændrer sig ikke. Det ændrer måske på, hvor mange positive der er. Folk skal undersøges, inden de kan få foretaget en behandling på sygehuset. De, der er kommer ind med symptomer, skal stadigvæk testes.

En stor del af arbejdspresset handler om, at de ansattes hverdag er meget omskiftelig, der blandt andet skyldes manglende materiale.

- Vi kan køre coronaprøver med fem forskellige typer af analyseudstyr. Så har vi haft mangel på reagenser til det ene, plastikbakker til det andet og pipettespidser til det tredje. Derfor skal man hele tiden skifte mellem, hvordan man håndterer prøverne.

Samfund - 2. jun. 2020 - kl. 07:07 Presset i bund: Græd i tre timer

Nye medarbejdere er ikke nok
Mens en af fagforeningens forslag til sundhedsministeren var flere medarbejdere, har man netop kunnet ansætte 13 nye medarbejdere, hvor de første startede tirsdag.

- Så vi har fået nye kræfter ind, og vi håber, at det kan give lidt luft til de folk, der virkelig har knoklet. Det kan ikke dække arbejdsbyrden på lang sigt, men det kan hjælpe os til at få en sommerferie, der måske hænger lidt bedre sammen, fortæller Hedegaard, der dog nævner, at de godt kunne have brugt de nye hænder noget før.

- Vi har ikke plads til flere medarbejdere lige nu, men det ville hjælpe os meget, hvis vi kunne få leveret det, vi skal bruge til de forskellige opsætninger. Det ville gøre en stor forskel for os.

Regioner køber hjælperobotter: 'Vi er på rette vej'
Tirsdag eftermiddag skriver Anders Kühnau, der er regionsrådsformand i Region Midtjylland, at hjælpen er på vej.

'Vi køber robotter ind, som kan oprense, pipettere og sortere prøverne. Vi inddrager studerende og andet personale. Og vi samarbejder med private aktører om at aflaste. Vi er ikke i mål, men det er en topprioritet og vi er på rette vej', skriver Kühnau på Twitter.

 

63 kommentarer
Vis kommentarer