Nedtur på boligmarkedet: Disse lejligheder rammes hårdt

De store, dyre ejerlejligheder i København er hårdt ramt og særligt projektsalgene er i frit fald, ifølge tal fra Home

Priserne på ejerlejligheder er rekordhøje, men markedet er måske ved at tippe nu.  
Foto: Jens Dresling
Priserne på ejerlejligheder er rekordhøje, men markedet er måske ved at tippe nu. Foto: Jens Dresling

Priserne på ejerlejligheder er højere end før finanskrisen, og det begynder nu at skræmme købere væk.

Det er især projektlejlighederne, altså de lejligheder, der sælges før, de er færdigbygget, der er hårdt ramt.

Det skriver Jyllands Posten på baggrund af tal fra ejendomsmælgerkæden Home, der viser, at salget af ejerlejligheder over 95 kvm. er styrtdykket i København med et fald på næsten 30 pct. på et år. Og fra 2. til 3. kvartal i år er priserne på projektlejligheder faldet 8,5 pct.

- Mange ejendomsudviklere er mere eller mindre holdt op med at sælge lejlighederne og lejer dem ud i stedet. Priserne er simpelthen kommet for højt op, og usikkerheden om de nye boligskatteregler er begyndt at spille en rolle, siger afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh til Jyllandsposten.

Boligskattereglerne gør det lige nu usikkert, hvor meget købere af projektboliger, skal betale i boligskat. Hvis ikke ejendommen er færdig inden d. 1 september 2020, bliver de ramt af nye regler, der øger skatten på ejerlejligheder. Den usikkerhed bør afspejle sig i prisen, mener Mikkel Høegh.

Hos EDC er man enig i, at ejerlejlighedsmarkedet befinder sig i en brydningstid, og at det kan få betydning for resten af boligmarkedet.

- Det københavnske ejerlejlighedsmarked er særligt interessant, fordi det historisk er en rettesnor for, hvordan boligmarkedet i resten af landet vil opføre sig. Når vi netop nu ser, hvad der kunne være begyndelsen til et marked i købers favør, er det et varsel om, at boligmarkedet generelt er ved at nå toppen, siger kommunikationschef i EDC Jan Nordmann.

Rekordhøje priser
Selvom priserne falder og salgstiden bliver længere på ejerlejligheder, er de stadig steget det seneste år.

I København er ejerlejligheder steget 5,0 procent det seneste år. Den gennemsnitlige københavnske ejerlejlighed på 85 kvm. koster nu 3.650.000 kr. Det er 9,3 procent højere end i september 2006, hvor priserne toppede før krisen, når man tager højde for den generelle prisudvikling i de mellemliggende år. Projektlejligheder på 85 kvm koster i gennemsnit 4.400.000 kr.

- Der er fortsat en nettotilstrømning af beboere til byerne, og der skabes mange arbejdspladser. Jeg tror ikke, at markedet kommer til at tippe helt rundt, men det ser ud til, at priserne kommer under pres i 2019, og sælgerne skal vænne sig til lidt længere salgstider, siger Jan Nordmann til Jyllandsposten.

224 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere