Netflix 'rydder op': Sletter flere hundrede tusinde konti

Netflix melder, at inaktive konti vil blive lukket ned

Netflix vil snart slette inaktive konti. Foto: Shutterstock
Netflix vil snart slette inaktive konti. Foto: Shutterstock

Flere hundrede tusinde brugere vil snart blive fjernet fra Netlifx.

Streaminggiganten vil nemlig slette inaktive konti. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

- Hos Netflix er det sidste, vi ønsker, at folk betaler for noget, de ikke bruger, siger Eddy Wu, chef for produktinnovation, i pressemeddelelsen.

Ser du stadig med?
Alle brugere, der har været inaktive på deres konto i et år eller længere, vil derfor snart modtage en mail eller en app-notifikation, hvor de bliver bedt om at bekræfte, at de stadig ønsker at abonnere på streamingtjenesten.

Svarer man ikke på denne, vil ens konto blive lukket ned, og Netflix vil stoppe med at trække pengene.

Eddy Wu oplyser, at der er tale om mindre end en halv procent af Netflix' brugere, hvilket svarer til 'et par hundrede tusinder'.

- Enhver, som afbestiller deres abonnement og vender tilbage inden for ti måneder, vil stadig have deres favoritter, profiler, præferencer og kontooplysninger gemt. I mellemtiden håber vi, at denne nye tilgang vil hjælpe med at spare på folks hårdt tjente penge, siger Eddy Wu.

146 kommentarer
Vis kommentarer