NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Den frygtede super snestorm 'Juno' nærmer sig med al hast USA's østkyst. Syv stater, heriblandt New York, New Jersey, Connecticut, Rhode Island og Massachusetts, har i løbet af mandagen erklæret sig i undtagelsestilstand.
Siden kl. 19 har subway og al offentlig transport kørt for halvt eller intet blus. Alle subways lukker helt ned kl. 23, hvilket aldrig før er sket i New Yorks historie.
Fra kl. 21 var der udkørselsforbud i Connecticut. Men netop nu - kl. 23 lokal tid (kl. 05 dansk tid) er der erklæret udkørselsforbud i New York.
Det betyder, at samtlige køretøjer, der ikke er ambulancer, sneryddere, saltspredere eller myndighedspersoner, har fået forbud mod at opholde sig på gader og stræder.
'The Great White' sluger New York: Nu aflyses alle Broadway-shows
Bødeforlæg på 3000 kr.
Mandag aften meddelte statens guvernør Andrew Cuomo nemlig, at folk i værste tilfælde kan risikere at blive arresteret, hvis de kører ud.
- Det vil blive betragtet som en kriminel handling, hvis man kører ud efter kl. 23. Det kan medføre en bøde på 300 $ (knap 2000 kr.) og ultimativt medføre en anholdelse, lød advarslen.
I Massachusetts, hvor der udkørselsforbud fra kl. 24, er bøden for at køre ud 500 $ (knap 3000 kr).
Hele dagen har New York'erne forberedt sig på superstormen, der natten til tirsdag vil brage ind over østkysten. Vejrprognoserne tyder på, at der ikke kun kan komme rekord mængder af sne, men at også vinden vil være af orkanstyrke.
Der skal ikke mange advarsler til om orkan, før de fleste New York'ere får tankerne tilbage på superorkanen Sandy, der ramte New York og østkysten i oktober 2012. Mange New York'ere lider fortsat af de massive skader, som stormen medførte. Nogle er fortsat ikke vendt tilbage til deres huse.
New York forbereder sig på historisk giga-snestorm
Op mod 60 mio. uden strøm
Udover alment kaos og frygt for ulykker, frygter mange desuden, at nattens Juno-storm kan medføre strømsvigt for op mod 60 mio. mennesker, som Juno nedlægger elmaster og oversvømmelser skyller ind over landet.
Mandag blev også over 6000 fly aflyst. Tirsdag holdes alle fly i La Guardia Lufthavn på jorden. Mandag eftermiddag blev samtlige Broadway shows aflyst. Store basketkampe blev udsat, og medarbejdere fik fri allerede kl. 15, hvilket allerede tidlig eftermiddag skabte midlertidigt kaos i subway'en.
Tirsdag holdes også samtlige skoler lukket, da stormen forventes at være allerværst fra mandag kl. 23 og et døgns tid frem.
Meteorologer har spået op mod 1 meters snefald - med op til 7 cm. i timen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.