New York i undtagelsestilstand: Storm-panik overalt

Newyorkerne hamstrer, aflyser, panikker og forbereder sig på alle måder inden aftenens historiske snestorm

New York forbereder sig på snestorm. (Video: AP)

NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Lange køer i supermarkeder og på vaskerier, udsolgte sne-redskaber, lukning af alt fra frisørsaloner til aftenskoler, udrejseforbud og i tusindvis af fly-aflysninger.

Med en forventet historisk superstorm i vente er newyorkerne ikke bare i alarmberedskab. De er i almen panik og forbereder sig på noget, der ikke kun ligner, men mandag middag blev erklæret 'en undtagelsestilstand' af byens borgmester Bill de Blasio.

På en ellers forholdsvis sløv mandag morgen var det tydeligt at mærke, hvordan borgerne på Manhattan tager alle forholdsregler. Dét på trods af at morgenens i første omgang cirka tre timers konstante - men forholdsvis milde - snefald ved middagstid endnu ikke havde lagt sig.

Ekstra Bladets USA-korrespondent tog på rundtur i lokalområdet i East Village ikke langt fra Union Square, hvor både små og store forretningsdrivende havde mere end bare almindeligt travlt.

Vaskepanik
På det lokale vaskeri på 1st Ave fandt jeg den kvindelige, kinesiske medarbejder i konstant hektisk løb mellem disken, tørretumblere og vaskemaskiner.

- Jeg troede, det skulle være en stille mandag morgen. Men allerede i går søndag var det sindssygt. Det er vejret, der gør det, forklarer hun og må til flere kunder give et tvetydigt svar på, om vaskeriet holder åbent tirsdag, hvor nattens forventet markante snefald uden tvivl vil skabe kaos overalt. 

Hun aner nemlig ikke, om hun kan nå frem fra sit hjem i Chinatown gennem snedriverne, der hurtigt sætter den offentlige trafik ud af drift.

Det er ikke til at se, hvis man ikke lige ved det, men der var hektisk aktivitet på det lokale vaskeri mandag morgen, hvor alle maskiner var i brug forud for den forventede snestorm.
Det er ikke til at se, hvis man ikke lige ved det, men der var hektisk aktivitet på det lokale vaskeri mandag morgen, hvor alle maskiner var i brug forud for den forventede snestorm.
 

Hamstrings-kaos og tomme hylder
Søndag opfordrede borgmester Bill de Blasio newyorkerne at tage tidligt hjem fra arbejde mandag, hvor snestormen forventes at sende mellem 60 og 90 cm sne-kaskader over Østkysten. Mandag stod det klart, at offentlige medarbejdere bliver sendt hjem kl. 15.

- Kun gud ved, om vi åbner i morgen, lyder det fra den mandlige medarbejder i den lokale Chase Manhattan Bank på 15th Street.

Hvor længe filialen holder åbent mandag, kunne han heller ikke spå om.

Køerne i det lokale supermarked på 14th Street var allerede kl. 9 (lokal tid) mandag massive, og hylderne på vej til at være halvtomme.

- Jeg tror, folk er ved at gå i hamstringspanik, lød det fra en mand i køen.

I adskillige store byggecentre i New York var der lange køer allerede ved åbningstid og tomme hylder for sneskovle og salt. Allerede søndag strømmede nervøse borgere til for at adlyde deres borgmesters advarsel og være godt forberedt.

Lange køer i det lokale supermarked er ikke normalt på en tidlig mandag morgen, hvor New York'erne tydeligvis forberedte sig på at holde sig indendøre i flere dage.
Lange køer i det lokale supermarked er ikke normalt på en tidlig mandag morgen, hvor New York'erne tydeligvis forberedte sig på at holde sig indendøre i flere dage.
 

Frisører, caféer og aftenskoler lukker
Kl. 10 mandag modtog undertegnede en mail om, at mit aftenskolekursus blev aflyst. Kl. 12 ringede frisøren og forberedte mig på, at min aftale onsdag aften kunne blive aflyst på grund af vejret med garanti for at holde lukket tirsdag.

På den lokale Starbucks kaffebar var den kvindelige medarbejder i almen opgivelses-tilstand, da hun hverken vidste ud eller ind.

- Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske. Om vi lukker tidligt eller ej. Jeg skal også på arbejde i morgen, men hvis børnehaven lukker i Bronx, hvor jeg bor, kan jeg jo ikke komme på arbejde, forklarede hun.

Hos den lokale 'hardware'-butik forberedte de også kunderne på, at de ikke kom på arbejde tirsdag.

- Det kommer an på, om vi kan komme frem. Jeg tager de offentlige transportmidler, så det vil tiden vise i morgen. Be safe, lød beskeden.

Tusinder af fly var allerede aflyst mandag morgen - inden den aktuelle snestorm var sat ind.
Tusinder af fly var allerede aflyst mandag morgen - inden den aktuelle snestorm var sat ind.
 

4000 fly aflyst og  udgangsforbud
Allerede ved middagstid meldte myndighederne i New York ud, at subwayen vil køre i begrænset antal efter kl. 19 mandag (lokal tid). Toge og anden offentlig transport vil også være helt eller delvist reduceret.

Allerede mandag morgen, inden den aktuelle snestorm var trådt i karakter, var omkring 4000 fly blevet aflyst. Flytrafikken forventes at blive påvirket resten af ugen på grund af de massive aflysninger.

Borgmester Bill de Blasio erklærede også mandag middag samtlige skoler lukket tirsdag. Efter kl. 23 mandag er der samtidig også udgangsforbud for al kørende trafik.

I Connecticut er der udstedt udgangsforbud efter kl. 21. Flere veje rundt omkring i de berørte områder var allerede ved middagstid blev lukket - og flere afspærringer i løbet af natten vil finde sted. Det voldsomme snefald forventes at efterlade mellem 5-7 cm sne i timen. Mandagens forberedelser er formentlig for intet at regne modr det, der venter newyorkerne tirsdag morgen, når det forventede, historiske snefald har kastet det massive pudder ned fra himlen. 

1 af 2 Der forventes natten til tirsdag at falde mellem 5-7 cm. sne i timen. (Foto: AP)
2 af 2 Kraftig vind og ikke mindst kraftigt snefald forventes at ramme Østkysten og særligt New York området mandag aften. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere