New York vil kræve vaccinepas for adgang til restauranter

Seks ud af ti indbyggere i New York City er vaccineret. Nu presser byen på for, at flere skal få et stik

Fremover kræver det bevis for vaccination mod corona, hvis man vil på restaurant i New York, siger borgmester Bill de Blasio. Reglen vil blive håndhævet fra 13. september. Foto: Strf/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix
Fremover kræver det bevis for vaccination mod corona, hvis man vil på restaurant i New York, siger borgmester Bill de Blasio. Reglen vil blive håndhævet fra 13. september. Foto: Strf/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix

New York vil som den første storby i USA kræve, at folk er vaccineret, hvis de vil på restaurant, i fitnesscenter og andre lignende indendørs steder.

Fra 13. september skal man kunne fremvise dokumentation for, at man har modtaget mindst ét stik med en coronavaccine, hvis man vil have adgang til en lang række steder i byen.

Det gælder både kunder og ansatte.

- Det er på tide, at folk ser vaccination som en nødvendighed for at kunne leve et godt og fuldt og sundt liv, siger borgmester Bill de Blasio, der tirsdag præsenterede planen på et pressemøde.

Som andre lande oplever USA lige nu en stigning i antallet af nye coronatilfælde, der skyldes den mere smitsomme Delta-variant. Det gælder også landets største by.

Cirka seks ud af ti indbyggere i New York City har modtaget i hvert fald det første skud vaccine. Men der er visse områder af byen, hvor vaccineudbredelsen ligger under 60 procent.

Planen om at kræve, at folk er vaccineret, hvis de vil have adgang til blandt andet restauranter, ventes at møde modstand.

I Frankrig har en lignende regel resulteret i protester og sammenstød mellem politi og demonstranter.

USA's føderale regering og flere delstater har bedt offentligt ansatte om at lade sig vaccinere. Det samme har visse hospitaler og universiteter.

Tirsdag blev fødevareproducenten Tyson Foods en af de hidtil største amerikanske virksomheder, der kræver af sine ansatte, at de lader sig vaccinere mod coronavirus.

Myndigheder har sagt, at de ikke anser det for sandsynligt, at hverken New York eller det øvrige USA bliver nødt til at lukke ned igen, som det var tilfældet i foråret 2020.

Mindst 614.000 coronasmittede mennesker er døde i USA i løbet af det seneste cirka halvandet år.