Man tager en helikopter-pilot, fire ingeniører, en læge, en kok, en slagter og nogle andre kammerater og blander det hele med spirende korn, gær, røg og ild.
Ud af galskaben kommer åbenbart de fineste dråber whisky.
Hvad der tilbage i 2005 blot skulle have været en lille hygge-virksomhed for i alt ni kammerater er endt i besynderligt eventyr på en forblæst og regnmættet mark i Stauning i Vestjylland.
- Der var ingen af os, der anede noget som helst om, hvordan man laver whisky. Men vi syntes, at det kunne være sjovt at prøve lave 200-400 liter røget whisky om året til eget forbrug.

Så vi begyndte at google og læse store bøger på engelsk om, hvordan man laver whisky. Og så gik vi ellers i gang med produktionen i en nedlagt slagtehal i Skjern, fortæller Alex Munch, som i dag er ansvarlig for brand, salg og markedsføring af Stauning Whisky.
Ros af whisky-guru
Senere kom de ihærdige vestjyder ved et tilfælde i kontakt med whisky-guruen Jim Murray. Han smagte grundigt på de vestjyske dråber og konstaterede så:
- Whisky-elskere vil dræbe deres mor for at få fat i sådan en flaske her...
- Hans opmuntrende ord satte virkelig skub i det hele. Vi havde slet ikke været klar over, hvor god en whisky, vi åbenbart var i gang med at lave. Det gav os en masse selvtillid og lyst til at lave en større produktion af whisky, fortæller Alex Munch.
Siden er det hele gået slag i slag.
Vestjyderne forlod slagtehallen og købte i 2007 en gård udenfor Skjern, hvor de kunne øge produktionen.
Verdens bedste restaurant Noma fik Stauning Whisky på kortet og en lang række prestigefyldte barer i Danmark fulgte efter.
Hemmelighederne, ølstuen og de glemte skatte
Sprit-gigant meldte sig
Det helt store forretningsmæssige gennembrud kom dog i 2013.
- En aften fik jeg pludselig en meget hemmelighedsfuld mail. Jeg skulle omgående komme til et møde i København. Jeg kunne ikke få at vide, hvem jeg skulle mødes med. Jeg var faktisk lidt træt af det, da jeg satte kursen mod København i min lille Audi.
Det viste sig, at det var verdens største spiritus-producent Diageo, som ønskede at møde os. De kunne godt lide vores produkt og ikke mindst vores historie, som de fandt både sjov og autentisk.

Stauning-gutterne var beærede over interessen - men ikke nødvendigvis overbeviste.
- Vi vidste ikke rigtig, om vi var interesserede i et samarbejde. Hvem var de? Hvad ville de? Vi ville naturligvis gerne vokse. Men det skulle ske på en fornuftig måde, som vi selv kunne styre.
Vi mødtes senere i England med top-cheferne i firmaet og fandt ud af, at de jo er mennesker lige som os. De viste faktisk også en oprigtig interesse i at lære af os og de værdier, som vi forsøger at efterleve i Stauning Whisky, fortæller Alex Munch.
Har hældt over 100 mio. i firmaet
To år senere - i 2015 - blev kontrakten underskrevet. Sprit-giganten har hældt over 100 millioner kroner ind i aktieselskabet bag Stauning Whisky. Diageos ejerandel er hemmelig.
En af topcheferne i Diageo, David Gates, sidder i dag i bestyrelsen.
- Han siger, at han mest gør det for hyggens skyld. Han synes vist, at det er sjovt at arbejde med i et lille autentisk firma, som gør tingene helt anderledes end de store producenter på markedet.
De lader os heldigvis gøre tingene, som vi vil og i det tempo, som vi ønsker.

Der er i dag elleve fastansatte og fem deltidsansatte i virksomheden.
- Hvad er årsagen til jeres succes?
- Vi er først og fremmest autentiske. Vi har en historie bag os. Vi har valgt at lave whisky på den gode gamle måde. Og det gør vi fortsat. Vi malter kornet på gulvet og tørrer og røger det med rigtige tørv og ild.
Det er lykkedes os at skabe en røget whisky, som smager af gamle dage.
De store destillerier begyndte i 1970-erne at tage mere moderne metoder i brug, og det giver en helt anden smag.
Kom med ned i den hemmelige slik-kælder hos Toms chokolade
Kommer aldrig i supermarkedet
- Vi er også meget påpasselige i vores markedsføring. Det er kun os, som tager ud og taler med distributørerne. Så ved vi, at de får den helt rigtige historie, som de kan fortælle videre til deres kunder.
Vi ser også gerne, at tjenerne på restauranterne kommer og ser stedet her. Så kan de viderebringe vores fortælling på en meget mere levende måde. Gæsterne på gourmet-restauranter kan lide, når der følger en historie og en oplevelse med.

Hvad med kammeratskabet
- Nu er der kommet rigtig mange penge i firmaet. Hvordan har det påvirket jeres kammeratskab?
- Vi er alle ni fortsat rigtig gode kammerater. Vi kan skændes og være uenige, men det lander altid på en pæn måde. Alle ni har en ejerandel i firmaet. Fire af os er nu også fastansat i Stauning Whisky. Men jeg vil også sige, at det det hele er blevet mere alvorligt, når vi mødes. Før talte vi om fodbold og pjattede. I dag taler vi mest om firmaet.
- Konsekvenserne af en forkert beslutning er langt større nu. Vi skal passe på vores brand og vores ære.
- Heldigvis kan vi stadig bruge vores forskellige kompetencer. Ingeniørerne opfinder stadig maskiner til produktionen. Andre har et stort netværk rundt om i verden, som vi kan bruge.
- Lægen er god til enzymer og bakterier. Helikopter-piloten er en sand mester indenfor kvalitets-sikring. Han er jo vant til, at tingene skal være i orden.
- For ellers skvatter han jo ned. Han hader, hvis en label sidder lidt skævt på flasken, griner Alex Much.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.