Nicaraguas præsident går i dialog med demonstranter

Mens voldelige protester fortsætter, begynder en dialog mellem landets omstridte præsident og demonstranter

Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, vil onsdag deltage i længe ventede krisesamtaler med demonstranter.

Det sker efter knap en måned med voldelige sammenstød, der har resulteret i mange dræbte.

Landets katolske biskopper skal være mæglere i den såkaldte "nationale dialog", som bliver skudt i gang onsdag.

- Når den nationale dialog åbnes af biskopperne, vil vores præsident være der, vi vil være der, siger Rosario Murillo, som er præsidentens kone og talsmand for regeringen.

Mindst 53 personer er dræbt, og omkring 400 er blevet såret i løbet af de voldsomme protester, der har stået på i knap en måned.

Protesterne opstod først imod upopulære politiske reformer, men har spredt sig til også at udtrykke en generel utilfredshed med David Ortegas venstreorienterede regering.

Protesterne udgør den største politiske krise for den 72-årige nicaraguanske præsident, siden han senest kom til magten for 11 år siden.

Helt frem til den forestående dialog har der været sammenstød mellem demonstranter og urobetjente.

Mindst 10 personer er tirsdag blevet anholdt, oplyser den nicaraguanske forening for menneskerettigheder ifølge en lokal tv-station.

David Ortega har fået skarp kritik for at have brugt sikkerhedsstyrker til at nedkæmpe urolighederne samt for at begrænse uafhængige mediers ytringsfrihed.

Det har fået præsidenten til at gøre en række indrømmelser.

Han har blandt andet droppet de udskældte reformer, løsladt store grupper anholdte demonstranter, annulleret sanktioner mod medier og tilbyder nu at indgå i dialog.

Alligevel ønsker mange nicaraguanere fortsat, at Ortega skal træde tilbage.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen