Nicolai arbejdede i Canada i et år: Nu kan dagpengene ryge indtil 2022

Regeringens plan om at indføre et opholdskrav for at få dagpenge, betyder at Nicolai Ovesen kan miste retten til dagpenge flere år frem

I 2014 var den nu 29-årige chauffør Nicolai Ovesen et år i Canada og arbejde for en canadisk vognmand. Men Nicolais lyst til at dygtiggøre sig risikerer nu at koste ham retten til dagpenge i flere år frem, skriver Fagbladet 3F.

Regeringen er nemlig på vej med et forslag om, at man skal have opholdt sig i Danmark eller EU i syv år indenfor de sidste otte år for at få dagpenge. Forslaget er designet til at ramme nyere tilkomne udlændinge udenfor EU, men vil sandsynligvis også ramme tusindvis af danskere. Reglerne skal efter planen gælde med tilbagevirkende kraft.

Det vil sige, at Nicolai Ovesen kan blive ramt. Han var i Canada for at arbejde i 2014 i lige knap 12 måneder. Dertil kommer ferieophold udenfor EU. Hvis reglerne var fuldt indfasede nu, ville han først være berettiget til dagpenge i år 2022, hvis han altså forbliver i Danmark eller EU i hele perioden.

- Jeg tog afsted for at dygtiggøre mig og udvikle mig. Nu risikerer jeg åbenbart at blive straffet for det. Det er da dybt godnat, siger Nicolai Ovesen, der arbejder som chauffør:

- Mange unge rejser ud og arbejder et år for at få noget erfaring og måske afklaring. Men med denne her regel vil man da bremse folks lyst til at tage ud og lære noget. Det er især tåbeligt, at man vil indføre sådan en regel med tilbagevirkende kraft. Så rammer man folk for noget, man ikke kan gøre noget ved, påpeger han.

Ifølge et svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg vil opholdskravet hvert år berøre cirka 4.500 personer, heraf 1.750 danskere og 2.750 tredjelandsborgere. Brancheorganisationen Danske A-kasser vurderer dog, at det vil ramme langt flere danskere og langt færre udlændinge, end de tal.

I 3FA er forretningsfører Eva Obdrup forarget.

- En sådan regel vil ramme både udenlandske kolleger og danskere, der for eksempel har været et år i udlandet, endda med tilbagevirkende kraft. Det er ikke acceptabelt, siger hun.

- Helt principielt er vi imod at indføre den form for kriterier i dagpengesystemet. Via a-kassen forsikrer du dig, hvis uheldet er ude, og du mister dit job. Så ser vi på, hvor længe du har betalt dit kontingent og om du opfylder betingelserne for at få dagpenge, nemlig om du har haft ordinært arbejde i længere tid. Dét er det afgørende. Vi skal ikke til at spørge folk, hvor længe de har været i udlandet, mener hun.

3FA peger desuden på, at forslaget kan få konsekvenser for retten til efterløn, barselsdagpenge og sygedagpenge, for slet ikke at tale om bøvl i a-kasserne, der risikerer at skulle skaffe dokumentation for folks ophold i andre lande, inklusiv Norden og andre EU-lande.

Forslaget er en del af en skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra februar i år. Forslaget ventes fremsat efter Folketingets åbning næste uge.

Forslaget har generelt rejst en skov af protester, især fra a-kasserne.

88 kommentarer
Vis kommentarer