Niels' bisoner løs: - Jeg røg ud af sengen

Syv bisoner var onsdag løs i den fynske morgentrafik

Det var et par af de her størrelser, som slap løs på Fyn. Privatfoto
Det var et par af de her størrelser, som slap løs på Fyn. Privatfoto

Gårdejer Niels Henrik Ove fra Fyn havde egentlig for en gangs skyld tænkt sig at tage en sygedag, da han onsdag blev revet ud af sengen af et skræmmende telefonopkald.

- Jeg bliver vækket af en, der ringer og siger, at der går en flok bisoner oppe på den anden side af vejen ved boligkvarteret. Så kan jeg love dig for, at man vågner! Datteren og jeg røg ud af sengene, fortæller han til Ekstra Bladet.

Og ganske rigtigt havde syv af Niels' bisoner forvildet sig ud fra deres indhegning og var taget på en lille udflugt. Fire store kvier, to store køer og en tonstung tyr var sluppet afsted.

Ifølge gårdejeren var det en menneskelig fejl, der gjorde, at de store dyr kunne slippe fri. En af hjælperne på gården havde ganske enkelt glemt at låse ordentligt efter sig.

- Han havde ikke sat vores sikkerhedskæde på lågen, så de har nok stået og gnubbet sig lidt op ad den, og så er den simpelthen sprunget op, forklarer Niels.

Hjælp fra Nepal
En af de vildfarne bisoner var vokset op som en såkaldt 'flaskekalv', hvilket vil sige, at den har fået mælk fra flaske i stedet for at patte hos sin mor. Det havde givet den et nært forhold til Niels' datter, og det skulle vise sig at være guld værd, da flokken skulle lokkes tilbage på plads.

- Det er den eneste bison, vi har, som kan røres ved, hvis det er hende. Hun var heldigvis lige kommet hjem fra Nepal for tre dage siden, fortæller Niels.

- Ved hjælp af lidt lækkert foder får hun lokket seks af dyrene med sig ind i folden igen, men den store tyr har mistet pusten, så han var stadig nede i villakvarteret.

Med en nylonsnor dannede Niels og nogle andre lokale derfor en halvcirkel om tyren og fik ham stille og roligt gennet tilbage bag indhegningen.

- Folk var meget flinke til at hjælpe til, der var endda et par bilister, der holdt på tværs af vejen, så tyren var forhindret i at komme ud til trafikken.

Skræmte skolebørn
Ifølge Niels er bisoner på trods af størrelsen nogle ganske uskadelige dyr, som ikke søger konfrontation med mennesker, medmindre de bliver provokeret. Det var derfor en fattet gårdejer, der i dag kunne fortælle om episoden til Ekstra Bladet og Fyens.dk.

- Der er helt sikkert nogle, der har fået sig noget af en overraskelse, da vi kom gående langs landevejen med seks bisoner på slæb, fortæller han.

- Der var også nogle unge mennesker, som blev lidt forskrækket på vej til skole, da et par bisoner galoperede efter deres cykler.

Niels er mest af alt glad for, at der ikke var nogen mennesker eller dyr, der kom til skade.

- Min største frygt er jo, at der var en bil, der skulle køre ind i dem. Heldigvis holdt de sig på en forholdsvis stille vej, siger han.

- De dansede bare rundt og havde en fest for sig selv lidt ligesom nogle uartige børn.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere