Nødpakke med noder

Anmeldelse: ’Fællessang – hver for sig’ på DR1 er så god og formativ en idé, at den burde blive et fast fredagselement forever. Jeg har skrålet og tudet og langt om længe følt en særlig dansk samhørighed

Mads Steffensen får elementerne til at hænge sammen med smalltalk, skriver René Fredensborg i sin anmeldelse. Foto: DR TV
Mads Steffensen får elementerne til at hænge sammen med smalltalk, skriver René Fredensborg i sin anmeldelse. Foto: DR TV

Fællessang - hver for sig

Dengang, for lidt siden, hvor Danmark stadig var en del af en åben og globaliseret verden, var debatten om national identitet ofte tung som stegt flæsk og slap som et tvunget håndtryk. Nu bliver selveste danskheden i stedet friskt forkyndt i den bedste sendetid, og dét på en måde, hvor nationalkonservativ dannelse aldrig har været så pædagogisk og upolitisk på samme tid. Endelig kan man tænde for DR og føle sig godt gammeldags dansk uden at være spændt for en politisk kapring af dannebrog, eneste dagsorden er at skråle på livet løs for reelt at kunne høre hinanden og føle et fællesskab. Næsten som da man under besættelsen arrangerede såkaldte alsangsstævner. I dag er fjenden usynlig, men kræver samme type sammenhold.

’Når vi synger sammen, hører vi sammen’, lyder missionen, når DR1 i samsending med P4 hver fredag kl. 20 lader både popstjerner og helt ukendte personer fortolke den danske sangskat. Jeg har skrålet med i tre omgange og følt en tonal samhørighed, man ellers kun oplever til Sankt Hans, hvis man da ellers finder sig et bål, hvor de synger Shubidua-versionen.

DR’s gennemgående feelgood-vært Mads Steffensen byder velkommen i et interimistisk studie med fyrfadslys og håndsprit på bordet, mens den står på flygel og lysestager hjemme hos den velsyngende coronabaron Phillip Faber, chefdirigenten der pt. også står for statsradiofoniens daglige morgensang. Jeg er vild med ham og hans sprudlende lidenskab for sange og salmer, skønt jeg godt kunne undvære den joviale opvarmning, hvor vi skal ryste underlivet og give slip på kæben. I fredags indledte Faber med Oluf Rings ’Danmark, nu blunder den lyse nat’ og understregede linjerne: ’Byger som går og kommer/Det er den danske sommer’.

Mads Steffensen hygger om os i denne tid. Foto: DR TV
Mads Steffensen hygger om os i denne tid. Foto: DR TV
 

Han står fint for dannelsen af os dovne danskere, men showet tilhører mest de popstjerner, der fortolker klassikerne.

Man bliver straks-forelsket i Ida Corr, når hun hiver Sebastians ’Romeo’ hjem, ligesom Malte Ebert/Gulddreng skabte fornyet respekt i vores lille stue, da han sang ’Stille før storm’.

Undervejs er der splitskærm til provinsen, hvor DR filmer udvalgt godtfolk sjunge med fra altanerne. Det er måske lige lovlig iscenesat, men stadig en tiltrængt påmindelse om, at vi rent faktisk er alene, sammen. I Holstebro er et krisecenter klar til at modtage voldsramte kvinder, de ønsker ’Gi’ os lyset tilbage’, som en gymnasieelev ved navn Malak fremfører til et 12-tal.

Mads Steffensen får elementerne til at hænge sammen med smalltalk om, hvad folk savner og får tiden til at gå med. På et plejehjem savner de gæster, og vil gerne høre ’Velkommen i den grønne lund’ i Erik Grips 1983-version. Erik sidder klar i den selvsamme stue, hvor han i sin tid satte ny melodi på Grundtvigs protestsang. Linjer som ’Hver andet barn i Danevang forstår en halvkvæden vise’ og ’Hver fugl må synge med sit næb’ giver fornyet mening i disse coronatider.

Forrige fredag blev der stillet om til et hjem med PH-lampe over stuebordet, et barn optrådte med Aske Bentzon og Albertes ’Lyse Nætter’, storebroren spillede guitar og lillesøsteren blokfløjte. Jeg var rørt til tårer uden helt at vide hvorfor, måske fordi de lignede en lykkelig familie.

På den led er ’Fællessang – hver for sig’ en følelsesmæssig tur ud af mange slags tangenter, smag og behag! DR’s højt besungne idé om seerinddragelse og dertilhørende hjemmevideo-vignetter er jeg gerne lige så foruden som de små klip med kendisser, der med alverdens klicheer fortæller os, hvorfor vi synger. Programmets styrke er sangene.

I fredags gav Silas Bjerregaard en intens, countryklingende udgave af TV2-hittet ’Kys Det Nu’ (Det Satans Liv), der var bedre end originalen. Jeg håber, at DR fortsætter fællessangen på fuld styrke. Kulturlivet er i knæ, økonomisk, men med det her initiativ bliver vi mindet om, hvem vi er og hvor samlende den danske sangbog er.

Mord på menuen

Danmarks nye radiokanal: - Det er anstrengende

Kun Knud har X-faktor