Nødt til at gøre noget

Vi har samlet alt på supersygehuse og specialiseret alt for meget. Vi er nødt til at gøre noget nu - uanset om vi kalder det 'nærhospitaler', siger professor i sundhedsøkonomi   

Alle de mange millioner ambulante patienter, der har brug for at få taget f.eks blodprøver eller blive tilset, vil med fordel kunne få hjælp på et såkaldt 'nærhospital', mener sundhedsøkonom. Foto: Thomas Sjørup
Alle de mange millioner ambulante patienter, der har brug for at få taget f.eks blodprøver eller blive tilset, vil med fordel kunne få hjælp på et såkaldt 'nærhospital', mener sundhedsøkonom. Foto: Thomas Sjørup

Regeringen er kommet med et udspil om at afsætte fire milliarder kroner til at bygge op mod 20 såkaldte nærhospitaler rundt omkring i alle landets fem regioner.

Argumenterne lagde sig lunt midt i den regionale og kommunale valgkamp, hvor det kan være svært at være imod intentioner såsom: 'Mere nærhed til borgerne', 'kortere transporttid', 'mindre kastebold i systemet' og 'mere lige adgang for alle - uanset by eller land'.

Men hvad skal de der små 'hospitaler' konkret indeholde? Er der nok professionel arbejdskraft til det? Hvor meget sundhed kan man få for fire milliarder - fordelt på etablering af tyve nærhospitaler?

Ekstra Bladet spurgte professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, VIVE.

- Hvorfor kommer det her tiltag lige nu?

- Det er helt indiskutabelt, at vi har specialiseret alt for meget – og lagt al aktivitet inde på de store sygehuse. Vi er simpelthen nødt til at gøre noget, uanset om vi kalder det ‘nærhospitaler'. Vi skal ikke rulle specialiseringen tilbage, men tillægge nye tilbud. Det her er kun begyndelsen til en plan - til en rejse, der vil tage måske tyve eller 30 år, og hvor vi finder ud af undervejs, hvad den skal indeholde. Det her er kun et hjørne af en løsning, siger Jakob Kjellberg.

Tusindvis af løse ender
- Der vil være 200 millioner til hvert lægehus, det er ikke meget i forhold til et supersygehus. Får man så en gammel, ombygget lægepraksis - eller måske et lille mini-hospital?

- Millionerne rækker længere end til en ombygning, men det bliver heller ikke sted, hvor man bliver opereret eller bliver indlagt. Der er tusindvis af løse ender i det her: Hvordan det skal håndteres, hvad det skal indeholde, hvordan det skal drives. Det her er hverken en halv eller en kvart plan endnu, men det er et sted at starte, for der skal startes noget nu. Og det første og letteste er at sætte en pulje penge af til det – især lige op til en valgkamp. Men det er jo ikke engang besluttet, det er bare en rapport og en afsat pulje.

- Hvis det ikke er et mioni-hospital, hvordan adskiller det sig så fra den praktiserende lægepraksis?

- Vi har brug for en kapacitet, der ligger uden for sygehusene til at håndtere noget ambulant og andre ting. Vi mangler en mellemstation mellem almen praksis og universitetshospitalet, hvor vi kan håndtere ting, der ikke er nødvendige at håndtere på et stort sygehus.

- Hvor ser du en gevinst for borgerne og sundhedsvæsenet?

- Eksempelvis de millioner og atter millioner ambulante patienter, sygehusene servicerer hvert år. At komme ind på de store, specialiserede universitetshospitaler gør nødvendigvis ikke altid noget godt for den almindelige patient, siger Jakob Kjellberg.

Her kan hospitalerne ligge

Regeringen har afsat en pulje på fire milliarder kroner til etablering af op mod 20 nærhospitaler. Indtil videre har de udpeget disse 13 steder:

Nykøbing Mors

Skagen

Skive

Grenaa

Tarm

Tønder

Fredericia

Nyborg

Kalundborg

Nakskov

Næstved

Frederiksund

Helsingør

Puljen til nærhospitaler forventes at blive offentliggjort i 2022. Ansøgningerne løber frem til årsskiftet 2022-2023

Lidt oversolgt
Trods de fine ord er allerede kritik fra både politikere og patientforeninger, der er bekymrede for, om der vil være tilstrækkeligt personale, om det vil skabe yderligere afstand mellem de store superhospitaler og de små enheder  - og om det i sidste ende vil betyde, at mange patienter nu i endnu højere grad risikerer at blive 'glemt' og falde i et hul mellem de forskellige enheder.

Fra direktøren for Gigtforeningen, Mette Bryde Lind, lyder reaktionen på udspillet bl.a:

- Det lyder jo rart med nært og trygt. Men min bekymring er, om det kan blive mere utrygt for patienterne? Det fordrer i hvert fald, at kvaliteten følger med, at der er nok personale. Og jeg er bekymret for, hvorvidt patienterne risikerer at blive mere kastebolde mellem endnu én af de mange forskellige enheder, de i forvejen pendulerer mellem, og hvor der vil blive lagt et større ansvar over på patienterne i forhold til at koordinere egen behandling.

Til det siger Jakob Kjellberg:

-  Jeg er enig i, at vi er nødt til at få forankret, hvor og hvordan det organisatoriske ansvar ligger. Og det er meget vigtigt at sikre, at man ikke risikerer at blive sendt ud i noget, der bliver betragtet som et B-hospital. Kompetencerne og eksperticen skal være i de mindre enheder, og når der er det mindste brug for det, skal man sendes videre til det store hospital eller udredningscenter.

Vi får altså for de fire milliarder tusindvis af løse ender, et hjørne af en plan og udsigt til lang ventetid på konkret indhold. Kan du som sundhedsøkonom se noget negativt i det her udspil?

- Jeg vil sige, at det måske nok er lidt oversolgt. Men det er et godt bud på en vej, vi er nødt til at tage - selv om vi endnu ikke ved, hvor den ender. Hvor bygningerne er det mindste, og der er lang, lang vej endnu, før indholdet og alt det organisatoriske er på plads. Men jeg mener, retningen er rigtig, siger han.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers