Nørrebro-politiker til aktivister: I er latterlige

SF’eren Leif Donbæk griner af aktivisterne fra Reclaim The Streets og deres forklaring på, hvorfor de gik amok på Nørrebro natten til søndag

Foto: Kenneth Meyer.

- Det er det dummeste, jeg nogensinde har læst. Så tørt kan det siges. Afsenderen er SF-politikeren Leif Donbæk. Han er rasende over, at hans bydel har været gidsel i en ideologisk kamp, som ifølge Donbæk slet ikke eksisterer.

Søndag gik aktivister fra Reclaim The Streets på gaden på Nørrebro i en voldelig demonstration, der især gik ud over bydelens banker, butikker og ejendomsmæglere.

En gruppe autonome angreb politiet med brosten, molotovcocktails og kanonslag på Sankt Hans Torv på Nørrebro. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 9. aug. 2015 - kl. 15:39 Efter hærværk på Nørrebro: Autonome svines på Facebook

Mandag lagde gruppen et åbent brev på hjemmesiden modkraft.dk og på gruppens facebookside, hvori de forsøger at forklare, hvorfor de gik amok.

’Vi vil skabe modvægt til ideen om at vi altid skal være forbrugere, genskabe et Nørrebro, hvor vi selv bestemmer, og hvor profit ikke dikterer vores fælles retning’, skriver de blandt andet i det åbne brev.

Derudover hævder gruppen, at udviklingen på Nørrebro primært henvender sig til ’den kreative klasse med forældrenes millioner i pungen’. Nørrebro er blevet for smart, og det er ikke alle, som har råd til at blive boende, hver gang huslejen stiger.

Falsk indpakning
Det er dog de færreste, som er enige med aktivisterne. SFs Leif Donbæk har selv en fortid i venstrefløjens aktivistmiljø, og han er målløs over det åbne brev.

- De var fulde og lavede ballade, og nu forsøger de at pakke det ind i et politisk perspektiv som ikke eksisterer, siger Leif Donbæk til Ekstra Bladet.

En gruppe autonome angreb politiet med brosten, molotovcocktails og kanonslag på Sankt Hans Torv på Nørrebro. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 9. aug. 2015 - kl. 20:01 Autonome håner Pind: Fuck dig, vi kaster brandbomber igen

- De snakker om det gamle Nørrebro, men det er også latterligt. Der er ingen, der vil tilbage til det gamle Nørrebro, og hvis de virkelig mener det, så viser det bare, at de slet ikke kommer fra det gamle Nørrebro, siger Donbæk, som opfordrer Nørrebro til at stå sammen og sige fra.

- Søren Pind (justitsminister, red.) vil sætte flere betjente på gaderne. Det kommer ikke til at virke, det har vi set før på Nørrebro. Det eneste, der virker, er, at vi tager afstand i fællesskab. De tror, de er mange, men det dejlige ved de sociale medier er, at folk kan tage afstand, og det har tusindvis af Nørrebro-folk gjort siden episoden, siger Donbæk, der noterer sig, at gruppen har været komplet anonyme.

- De tør ikke at stå frem, og det viser bare, at de slet ikke er så mange, som de tror. De har skrevet anonyme breve, men ingen står frem. De må være gået i flyverskjul. Jeg tror aldrig, den gruppe har fået så mange fjender på nakken, som de har nu, siger SF’eren.

Ekstra Bladet har forsøgt at komme i kontakt med menneskerne bag gruppen Reclaim The Streets, men det har ikke været muligt at få en kommentar.

Brosten er det foretrukne våben, når Reclaim The Streets afholder demonstrationer. (Foto: Kenneth Meyer)
Brosten er det foretrukne våben, når Reclaim The Streets afholder demonstrationer. (Foto: Kenneth Meyer)
 

91 kommentarer
Vis kommentarer