Noget gik helt galt: Nu skal lotto-numre trækkes om

Tallene i et amerikansk delstatslotteri med en million dollar i førstepræmiepuljen skal trækkes om efter en 'menneskelig fejl'

En menneskelig fejl efterlod 100.000 lottokuponer uden vinderchancer. Nu får spillerne dog en ny chance - med mindre de har smidt kuponen ud. Foto: Connecticut Lottery
En menneskelig fejl efterlod 100.000 lottokuponer uden vinderchancer. Nu får spillerne dog en ny chance - med mindre de har smidt kuponen ud. Foto: Connecticut Lottery

Spændingen var på sit højeste 1. januar i den amerikanske delstat Connecticut, da nytårets ekstratrækning 'Super Draw' i Connecticut Lottery skulle finde sine vindere.

Men noget gik helt galt, så 100.000 af de i alt 275.000 solgte kuponer indeholdende seks tal mellem 100.001 og 375.000 ikke havde mulighed for at vinde præmier mellem 100 og 1.000.000 dollar.

'På grund af en menneskelig fejl, var 100.000 kuponer ikke med i 'Super Draw'-trækningen her til morgen, udtaler direktør for Connecticut Lottery Chelsea Turner i en pressemeddelelse, skriver Fox News.

I første omgang blev vinderkuponer fra den oprindelige trækning suspenderet, mens en ny trækning blev sat op. Senere blev det dog oplyst, at kuponer ville kunne bruges til begge trækninger.

Dermed ender det hele nok lykkeligt og med nu to vinderchancer for dem, der nåede at købe en kupon. Men så er der også folk som Richard Logozzo, der nåede at tjekke sin kupon og efterfølgende smide ud.

- Jeg går hen til den automatiske læser, og hvis den siger, at der ikke er gevinst, er der en skraldespand, som jeg smider kuponen i, siger Richard Logozzo til avisen Hartford Courant.

En kupon til nytårets 'Super Draw' kostede 10 dollar. Connecticut Lottery omsætter årligt for 1,2 milliarder dollar og tjener 330 millioner dollar hjem til delstatens pengekasse.

8 kommentarer
Vis kommentarer