- Nogle svagpissere

Samsinger med sympati for broer og Kattegatforbindelse tør ikke sige det højt og mobbes angiveligt.

- De er nogle svagpissere, siger en lokalpolitiker og bro-modstander

Medlem af Samsø Byråd og SF'er Ulla Holm peger på Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, uden at det skal forstås, som om hun vil gøre Madsen ansvarlig for, at en Kattegatbro nu er blevet en ambition for visse politikere på Christiansborg. Foto: Ernst van Norde
Medlem af Samsø Byråd og SF'er Ulla Holm peger på Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, uden at det skal forstås, som om hun vil gøre Madsen ansvarlig for, at en Kattegatbro nu er blevet en ambition for visse politikere på Christiansborg. Foto: Ernst van Norde

De 3657 fastboende på Samsø risikerer groft sagt at mødes hver dag ved bageren eller i Brugsen, og de er på kryds og tværs af hinanden ofte afhængige af deres indbyrdes gode relationer, hvis de vil have smør på brødet og undgå at blive set skævt til.

- Folk udveksler gerne meninger åbent og ærligt om et stort solcelle-anlæg i støbeskeen eller den nye hurtigfærge til Aarhus, men de fedtspiller, når det handler om Kattegatbroen.

- Jeg tror, det bunder i, at samsingerne gerne vil kunne se hinanden i øjnene, og at de ikke ønsker at være på kant med deres nære omgivelser, siger Michael Lindebjerg, der flyttede fra Aarhus til Samsø for fem år siden og nu er økologisk æbleavler.

Han deltog sammen med cirka en snes andre i et debatmøde om Kattegatbroen på Flinchs Hotel med deltagelse af Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen. Her blev der sat en fed streg under, at tilhængerne af broen er tavse og holder deres mening for sig selv. Ikke en eneste af de fremmødte erklærede sympati for at blive landfast med Jylland og Sjælland.

Samfund - 19. feb. 2020 - kl. 18:48 Bliv væk, bro

Ekstra Bladet havde ellers ihærdigt forsøgt at få et par tilhængere til at møde op, men de udeblev med begrundelser om, at arbejdsopgaver ikke kunne laves om.

- Det er ikke i orden, at nogen mobbes, fordi de går ind for en Kattegatbro. Men når det er sagt, synes jeg dem, der putter med deres sympati for broen, er nogle svagpissere. Der er ikke nogen, der bliver slået i hovedet her, siger Ulla Holm, der er medlem af Samsø Byråd for SF.

På vej mod 1000 indbyggere

En erhvervsdrivende på øen siger, at vedkommende for nylig har været udsat for grov mobning, ved at flere kunder er kommet med mishagsytringer over, at den erhvervsdrivende har været åben om sin sympati for broen.

- I må ikke nævne vores identitet, fordi vi vil beskytte vores arbejdsplads og levebrød, men I må gerne skrive, at der nærmest har været lynchstemning over for os og andre tilhængere af broen. Vi oplever, at det primært er fritids-samsinger og tilflyttere, der råber op og er bro-modstandere, siger en ansat på stedet, som Ekstra Bladet besøgte onsdag.

Mishagsytringerne har ført til, at den erhvervsdrivende bro-tilhænger ikke længere ytrer sig om Kattegatforbindelsen.

Caféen på Flinchs Hotel i Tranebjerg på Samsø genlød af argumenter imod en bro og motorvej tværs over øen, men der var tilsyneladende ingen sympatisører til stede ved debatmødet onsdag. Foto: Ernst van Norde
Caféen på Flinchs Hotel i Tranebjerg på Samsø genlød af argumenter imod en bro og motorvej tværs over øen, men der var tilsyneladende ingen sympatisører til stede ved debatmødet onsdag. Foto: Ernst van Norde
 

69-årige Tyrid 'Guf' Hanevold har drevet Brundby Rockhotel i 25 år. Hun er både for og imod en bro.

- Hvis broen kommer, må vi få det bedste ud af det. Der er håndværkere herovre, der siger, at uden en bro vil øen affolkes yderligere og ende på 1000 indbyggere inden for en overskuelig årrække, siger Tyrid Hanevold.

Hun tror ikke, at en bro vil gøre afgørende forskel på driften af hendes populære hotel, der har huset utallige koncerter og kendte musikere igennem årene.

Borgmester: Ikke god Samsø-ånd

Tyrid Hanevold mærker også, at bro-debatten splitter øboerne.

- Jeg tænker også ekstra meget over, hvad og hvordan jeg siger tingene, fordi jeg har en forretning at tage hensyn til. Men det er min ærlige mening, at jeg kan se både fordele og ulemper. Jeg elsker at bo på en ø og sejlturen hertil, men vi kan ikke bremse udviklingen, og får vi en bro, må vi få det bedste ud af det, siger den norsk-fødte ejer af det kendte rock-hotel.

Se også: Motorvej truer legendarisk spillested

Samsøs socialdemokratiske borgmester, Marcel Meijer, der tidligere har forklaret, hvorfor han i mere end én forstand ikke vil bygge bro, tager 'kraftigt afstand' fra, at samsinger med bro-sympati udsættes for mobning.

Se også: Øens høvding vil ikke bygge bro

- Der skal altid være plads til en åben, sober debat med gensidig respekt, og ingen skal mobbes. Der er ikke god Samsø-ånd, siger Marcel Meijer.

Æbleavler Michael Lindebjerg (til venstre) deltog ligesom Samsøs socialdemokratiske borgmester, Marcel Meijer, i diskussionen om, hvilke konsekvenser en Kattegatbro kan få for 'solskinsøens' fremtid. Foto: Ernst van Norde
Æbleavler Michael Lindebjerg (til venstre) deltog ligesom Samsøs socialdemokratiske borgmester, Marcel Meijer, i diskussionen om, hvilke konsekvenser en Kattegatbro kan få for 'solskinsøens' fremtid. Foto: Ernst van Norde

Æbleavler Michael Lindebjerg er tilflytter og bro-modstander, og han tilhører således en af de grupper, som den ansatte hos den mobbede erhvervsdrivende nævner som de højestråbende i debatten.

- Mange betragter også øen som et refugium, og hvis den havde været landfast med Jylland, havde jeg nok valgt at placere min æbleplantage der i stedet, siger Michael Lindebjerg.

Fakta om Kattegatforbindelsen

Netop nu er Vejdirektoratet ved at bruge de 60 millioner finanslov-kroner, som er afsat til at gennemgå projektet. Når regnestykket er færdigt næste år, er det op til Folketinget at beslutte, om der skal gives grønt lys til 15 års bro- og vejbyggeri lige midt i riget.

Regningen for historiens dyreste byggeprojekt på dansk jord anslås som minimum til ca. 130 mia. kroner for en kombineret vej- og togforbindelse fra Sjælland til syd for Aarhus.

Bliver det tommel op, kan man om 15 år køre i bil fra København til Aarhus på to en halv time.

Modstanden mod projektet er særlig stor på Røsnæs og på Samsø.

I 11. time er der dukket et alternativt forslag op. En knap 40 km lang bro i ét stykke, som skal gå længere mod nord tværs over Kattegat mellem Sjællands Odde og Djursland.

Dén model har transportminister Benny Engelbrecht (S) for nylig særskilt forlangt at få inddraget i regnestykket, hvis facit ventes med spænding på både Samsø og Røsnæs.

Ekstra Bladet på Samsø

 

Ekstra Bladet har journalister og fotografer over hele landet, men ikke i enhver by.

Derfor måtte vi indrette en midlertidig redaktion i Tranebjerg, da vi denne uge rykkede til Samsø for at sætte fokus på en mulig Kattegatforbindelse, som vækker stærke følelser på øen.

– Ekstra Bladet tager alle danskeres problemer alvorligt, og derfor rykkede vi til Samsø, siger chefredaktør Poul Madsen, der onsdag selv kom til øen for at møde de lokale og høre om deres syn på den måske kommende motorvej, der skal forbinde broer til Jylland til Sjælland. Et projekt til omkring 130 milliarder.

Poul Madsen har denne opfordring:

– Skriv til os på 1224@eb.dk, hvis du har brug for, at vi også kigger forbi din by eller undersøger din historie.

94 kommentarer
Vis kommentarer