Noma er ikke længere verdens bedste

Den københavnske restaurant er blevet forskubbet fra pladsen som verdens bedste restaurant og er nu nummer tre

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Danmark har ikke længere verdens bedste restaurant.

Det står klart efter årets 'World's 50 Best'-kåring i London.

Noma må i stedet tage sig til takke med en plads som nummer tre. Vinderen blev spanske El Celler de Can Roca.

Noma genvandt ellers sidste år titlen fra netop Celler de can Roca, som havde 'lånt' førstepladsen i et år, efter at Noma havde haft pladsen i tre år fra 2010 til 2012.

Se også: Ekspert: Noma bliver næppe kåret til verdens bedste igen

Andenpladsen gik til italienske Osteria Francescana, der sidste år var nummer tre. El Celler de Can Roca var sidste år placeret som nummer to.

Også dansk succes
Mens Noma røg ned ad listen, foretog den københavnske restaurant Relæ et mindre spring frem fra en plads som nummer 53 til nu at være nummer 45 i verden.

Ud over de to danske restauranter i top 50, blev de danske Geranium og Amass desuden i sidste uge annonceret som værende placeret som henholdsvis nummer 51 og 66 på listen over verdens bedste restauranter.

Både Noma og Geranium har to Michelin-stjerner, mens Relæ har en enkelt. En udmærkelse, Amass (endnu) ikke kan prale af.

Den spanske vinder, El Celler de Can Roca, kan ud over førstepladsen prale af at have tre michelinstjerner.

Mange år på bagen
Prisen er blevet uddelt årligt siden 2002 af det britiske Restaurant Magazine. Kun tre år er topplaceringen ikke gået til enten en spansk eller en dansk restaurant.

Stemmerne i konkurrencen afgives af 26 regionalt fordelte juryer, som har hver én formand og 30 medlemmer, der består af kokke, restauratører, journalister, kritikere og gourmeter.

85 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere