Nordea bløder kunder: Nu svarer de igen

Nordea kan ikke genkende historien om kundeflugt. Sådan er kritikken hver gang, lyder det fra analyseinstitut

Nordea har ifølge Voxmeter tabt 35.523 kunder sidste år. Nu svarer banken igen. Foto: Jens Dresling
Nordea har ifølge Voxmeter tabt 35.523 kunder sidste år. Nu svarer banken igen. Foto: Jens Dresling

Nordea tabte i 2017 35.523 kunder. I hvert fald ifølge analyseinstituttet Voxmeter. Dermed er det den bank i Danmark, som har mistet flest kunder.

I stedet er de flygtet til blandt andre Jyske Bank og Arbejdernes Landsbank, der faktisk er de to steder, hvor kunderne får de billigste realkreditlån.

Men nu lyder det fra Nordea, at banken ikke kan genkende tallet fra Voxmeter, der i seneste analyse vurderer, at kundeflugten fortsætter ind i 2018.

Se også: Kundeflugt: Danske storbanker mister tusindvis af kunder

I en mail til svarer Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder, gennem bankens presseafdeling:

'Jeg kan ikke genkende tallene fra Voxmeter. Ligesom ved Voxmeters måling sidste år må vi sige, at tallene ligger langt fra, hvad vi reelt oplever. Med det in mente glæder jeg mig over, at kurven ser ud til at være knækket. Det viser vores egne tal også.'

'Hvad siger Nordea til Voxmeters tal, der siger, at I er den bank, der har blødt flest kunder?'

'Vi tager det meget seriøst - hver gang vi mister en god kunde, kigger vi indad og vurderer, hvad vi kunne have gjort anderledes. Kunderne er vores vigtigste fokus, og derfor arbejder vi benhårdt for at blive endnu bedre og komme endnu tættere på kunderne.'

Offentliggør ikke kundetal
Hvor mange kunder mener I selv, at I har mistet i 2017?

'Vi offentliggør ikke kundetal af konkurrencemæssige hensyn. Men når vi kigger både på egne tal og Voxmeters måling ser det ud til, at kurven er knækket. Det betyder ikke, at vi er i mål, men der er spæde tegn på, at det går i den rigtige retning. Og det glæder jeg mig over – også på mine dygtige kollegers vegne, der hver dag arbejder på at yde en endnu bedre service over for vores kunder.'

'Hvad vil I gøre for at holde på kunderne i 2018?'

'Kundetilfredshed er højeste prioritet hos os. Vi har gennem de seneste måneder taget en lang række initiativer til at forbedre kundernes oplevelse af Nordea. Vi tager for eksempel feedback fra kunderne meget alvorligt og reagerer hurtigere nu end tidligere. Vi har lanceret Apple Pay, gjort det billigere at skifte realkreditinstitut og nedsat priserne på online aktiehandel. I den kommende tid vil der blive lanceret flere nye tiltag, der skal gøre os til en endnu bedre bank i kundernes liv og dagligdag.'

I seneste analyse fra Voxmeter lyder det:

'I 2017 tabte Nordea og Danske Bank henholdsvis 34.000 og 17.000 primære kunder. Reaktionen fra Nordea og Danske Bank har stort set været enslydende, at de genkender tendensen i målingen, men ikke omfanget. En mere moderat reaktion end i februar 2013, hvor Voxmeters måling viste et tab hos Danske Bank på 98.000 primære kunder. Dengang blev Voxmeter mødt af heftig kritik fra Danske Bank. Seks måneder senere, og efter et direktørskifte, meddelte Danske Bank, at kundetabet var på 94.000 kunder. Stort set samme historie gentog sig i 2016, da Voxmeter målte et kundetab hos Nordea på 39.000 kunder, hvilket Nordea først benægtede, men senere på året bekræftede.'

 

166 kommentarer
Vis kommentarer