Nordea taber milliarder - varsler sparerunde

Nordea kommer ud af tredje kvartal med milliardunderskud på grund af stor nedskrivning på it-systemer.

Det er primært her på Nordeas hovedkontor i Københavns Ørestad at nedbemandingen skal ske - og ikke ude  i filialerne. Foto: Jens Dresling
Det er primært her på Nordeas hovedkontor i Københavns Ørestad at nedbemandingen skal ske - og ikke ude i filialerne. Foto: Jens Dresling

Nordea nedskriver for 7,6 milliarder kroner på it-systemer og udlån og hensætter 1,5 milliarder kroner til fratrædelsesordninger.

Det oplyser banken i sit regnskab for tredje kvartal, hvor Nordea præsenterer en ny forretningsplan.

I den forbindelse er værdien af it-systemet blevet vurderet lavere end tidligere. Derfor nedskriver Nordea værdien med samlet 5,5 milliarder kroner. Derudover har banken haft tab på udlån på 2,1 milliard kroner.

1,5 milliarder kroner til fyringer
Den nye plan forventes samtidig at koste ansatte jobbet, men Nordea sætter ikke konkrete tal på. Der er afsat 1,5 milliarder kroner til fratrædelser.

- Desuden forventes det, at den nye forretningsplan vil medføre en fortsat medarbejder-reduktion med tilhørende fratrædelsesordninger, lyder det.

De store nedskrivninger og hensættelser giver Nordea underskud i tredje kvartal. Det beløber sig til 3,1 milliarder kroner.

Nordea oplyser til Ekstra Bladet, er det primært bliver på hovedkontorer, at der bliver færre medarbejdere - og ikke i kundevendte funktioner ude i filialnettet.

I Danmark ligger hovedkontoret i København.

Nordea kan endnu ikke oplyse, hvor mange der skal fyres.

Så stor er banken

Nordea er torsdag morgen kommet med regnskab for årets første ni måneder. Det indeholder en stor milliardnedskrivning og udsigt til en sparerunde.

Banken har sat 1,5 milliarder kroner af til fratrædelser. Her følger en oversigt over Nordea, der er den største finanskoncern i Norden:

- Storbanken Nordea har omkring ti millioner privatkunder og 560.000 erhvervskunder.

-  Ud over at drive bankforretninger gør Nordea sig også inden for blandt andet pension, realkredit og forsikring.

- Nordea har omtrent 29.500 fuldtidsansatte.

- Nordea er til stede i Danmark, Sverige, Norge og Finland og også på nye markeder som Estland, Letland, Litauen og Rusland. I alt er Nordea "til stede" i 20 lande.

- De fire nordiske banker Nordbanken i Sverige, Merita Bank i Finland, Unibank i Danmark og Christiania Bank og Kreditkasse i Norge fusionerede fra slutningen af 1990'erne og er siden 2001 blevet drevet under navnet Nordea.

- Nordea har rødder tilbage til starten af 1820'erne. Nordeas "familietræ" omfatter således flere end 300 banker.

- Banken har udpeget Frank Vang-Jensen som ny topchef efter Casper von Koskull.

- Bestyrelsesformanden er Torbjörn Magnusson, der blev valgt i starten af 2019.

- Nordeas hovedsæde blev sidste år rykket fra Stockholm til Helsinki, da banken var utilfreds med ny regulering mod de svenske banker.

Kilde: Nordea.

Se også: Her er bankernes lønkonge

109 kommentarer
Vis kommentarer