Nordiske naboer i genbrugs-brøler

I Jysk i Sverige skæres møbler op, så de ikke kan bruges af andre. Jysk i Danmark afviser, at det samme sker her til lands

I de danske Jysk-forretninger skærer man ikke længere møbler, lyder det fra kommunikationschefen. Foto: Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix
I de danske Jysk-forretninger skærer man ikke længere møbler, lyder det fra kommunikationschefen. Foto: Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix

Den danske møbelgigant Jysk i Sverige skærer deres møbler op og dumper dem i en container.

Det skriver svenske Expressen, hvor en journalist blandt andet har gravet en pude, en luftmadras og en polstret stol, der tydeligt er blevet skåret op, frem fra skraldecontaineren.

Der er vel at mærke tale om en container til brændbart, hvor møblerne lå sammen med andet affald som tomme papkasser og plaststykker - altså er de destruerede varer ikke blevet sorteret på en måde, så de kan genanvendes.

Ingen kan altså drage fordel af møblerne.

Ifølge Expressen er det ikke unikt for den Jysk-butik, de bringer billeder af. De har fundet flere ødelagte varer ved andre Jysk-forretninger.

Det sker på trods af, at Jysk skriver på både deres svenske - og danske - hjemmeside, at Jysk 'ønsker at mindske vores klimaaftryk og negative påvirkning af miljøet'.

Udsættes for svindel
Den svenske kommunikationschef hos Jysk, Sandra Martinsson, forklarer til mediet, at møblerne i første omgang er blevet smidt ud, fordi det er blevet vurderet, at man ikke vil sælge dem.

Medarbejderne skærer derfor møblerne op, så de ikke kan blive hapset af andre, fordi møbelkæden oplever en del svindel.

- Vi er som virksomhed udsat for svindel ved, at nogle tager ting fra vores containere og går tilbage i butikken for at reklamere over den. Så de varer, vi vurderer ikke længere kan bruges, ødelægger vi på den måde, siger hun.

Hvorfor de varer, som Expressen har gennemgået, ikke er blevet smidt ud til affaldssortering, kan kommunikationschefen ikke svare på.

Hos Jysk i Danmark forsikrer man om, at den manglende affaldssortering må være en fejl.

- Når tingene ikke er sorteret ordentligt i Sverige, er det en fejl, slår Rune Jungberg Pedersen, kommunikationschef hos Jysk i Danmark, fast.

Bruger gul maling
Rune Jungberg Pedersen kender godt til sagen i Sverige og fortæller, at man i Danmark for en periode også skar møbler op, når de blev smidt ud, men at man er gået væk fra den metode.

- Først og fremmest må det siges, at der ikke er nogen ting, der bliver smidt ud, hvis de ikke fejler noget.

- Det er rigtigt, at man traditionelt har skåret varen over med en hobbykniv, men vi markerer varen med gul maling under bunden, så varen stadig kan bruges, fortæller kommunikationschefen.

Ligesom den svenske kommunikationschef forklarer Rune Jungberg Pedersen, at man markerer de varer, man vurderer ikke bør sælges.

- Sagen er den, at Jysk har ubetinget returret uden kvittering, hvor problemet kan være, at folk kan tage fra containeren og bytte det i forretningen, siger han.

Hvis en vare ikke kan sælges i forretningerne, har danske Jysk et samarbejde med Kirkens Korshær, der kan komme og afhente møblerne, lyder det fra kommunikationschefen.