Nordiske statsministre varsler lynhurtigt internet

Norden skal være den første integrerede 5G-region i verden. Det har de nordiske statsministre aftalt på møde

Borgerne i de nordiske lande skal være blandt de første til at få adgang til hurtigt internet via 5G-netværket.

Det er de nordiske statsministre blevet enige på et statsministermøde i Sverige.

Her har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans nordiske kolleger givet hinanden håndslag på, at de vil arbejde for at gøre Norden til den første integrerede 5G-region i verden.

- Vi lægger nu en femsporet digital motorvej ind i fremtiden. Det betyder ikke kun lynhurtigt internet til os alle, uanset om vi er på kontoret eller i sommerhuset. Det giver os også mulighed for at være foregangsland på fremtidens løsninger.

- Og dét giver vækst og arbejdspladser i Danmark og resten af Norden, siger Lars Løkke Rasmussen.

I dag har danskerne adgang til den fjerde generation af det mobile netværk, kaldet 4G, på deres mobiltelefon eller tablet. Den femte generation af det mobile netværk, 5G, kan dog ende med at blive 100 gange hurtigere end 4G.

Det har i givet fald potentiale til at skabe en mindre revolution i den måde, borgere og virksomheder kan bruge det mobile netværk på.

Derfor er det afgørende, at Danmark og resten af Norden er med i den første bølge af lande, som kommer på 5G-netværket, mener Lars Løkke Rasmussen.

- Norden er en af de mest innovative og digitaliserede regioner i verden. Det tætte nordiske samarbejde er en af nøglerne til, at vi i Norden konstant er et skridt foran resten af verdenen.

- Vi skal udbygge den førerposition, siger Lars Løkke Rasmussen.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere