Nordkorea slap med en delvis fordømmelse på møde i FN

Vestlige magter bekræfter på møde i FN's Sikkerhedsråd, at Nordkorea er kommet videre i sit våbenprogram

Onsdag var FN's Sikkerhedsråd hasteindkaldt til et møde bag lukkede døre om Nordkoreas seneste prøveaffyring af et ballistisk missil, som blev sendt op fra en ubåd tirsdag.

Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA, skrev tirsdag aften, at det var en 'ny type' missil, der blev testet.

Billeder af affyringen, som KCNA har offentliggjort, viser ifølge militæranalytikere, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, tilsyneladende et tyndere og mindre missil end Nordkoreas tidligere udgaver af SLMB-våben (ballistiske missiler affyret fra ubåde).

Inden mødet i FN's Sikkerhedsråd bekræftede USA, Storbritannien og Frankrig, tre af rådets fem permanente medlemmer, at Nordkorea har gjort fremskridt i udviklingen af sit våbenprogram.

Det oplyste de tre vestlige landes FN-ambassadører, før de gik ind til mødet. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Samtidig fordømte de tre lande affyringen af et endnu et ballistisk missil som en ny 'provokation' fra det lukkede lands side.

En FN-resolution forbyder Nordkorea enhver brug af ballistiske missiler og atomteknologi. Sikkerhedsrådet har siden Nordkoreas første atomtest i 2006 adskillige gange vedtaget sanktioner mod landet.

Der blev på onsdagens møde ikke talt om at indføre nye sanktioner mod Nordkorea. Men USA, Storbritannien og Frankrig opfordrede til, at der gøres mere for at håndhæve de nuværende internationale sanktioner.

Efter mødet kom der ingen udtalelser fra Rusland eller Kina, som er Sikkerhedsrådets to øvrige faste medlemmer. Alle fem permanente medlemmer har mulighed for at nedlægge veto mod beslutninger i Sikkerhedsrådet.

Diplomater, der udtaler sig på betingelse af anonymitet, oplyser til AFP, at ingen af landene foreslog en fællesudtalelse fra Sikkerhedsrådet.

Under det forrige hasteindkaldte møde, der blev holdt 1. oktober ligeledes efter en nordkoreansk missilaffyring, fremsatte Frankrig et forslag om en fællesudtalelse, men det blev ifølge diplomater afvist af Kina og Rusland.

Kina anses for at være Nordkoreas eneste allierede af betydning.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers