Nordkorea truer igen USA med atomkrig

Nordkorea truer med atomkrig, hvis USA og Sydkorea ikke dropper stor militærøvelse

USA sender store mængder militærpersonale til Ulchi-Freedom Guardian øvelsen (Foto: AP)
USA sender store mængder militærpersonale til Ulchi-Freedom Guardian øvelsen (Foto: AP)

Så er den gal igen. Den nordkoreanske leder Kim Jong-un rasler igen med atom-sablen.

Det sker i forbindelse med, at Sydkorea og USA fra i dag afholder den store koordinerede militærøvelse Ulchi-Freedom Guardian i farvandet udfor Nordkoreas kyst.

Øvelsen er en årligt tilbagevendende begivenhed og har igennem flere år irriteret ledelsen i det hermetisk lukkede land.

- Hæren og folket i Den Demokratiske Folkerepublik Korea er ikke længere som de var engang, hvor de var tvunget til at møde amerikanske atomvåben med rifler, siger en talsmand fra det nordkoreanske forsvarsministerium og fortsætter:

- Nordkorea er en uovervindelig modstander bevæbnet med de nyeste offensive og defensive våben, som verden endnu ikke har set.

Heller ikke det nordkoreanske stats-tv er tilfredse med militærøvelsen.

- Hvis USA fortsat vil holde deres fastland sikkert, bør de stoppe Ulchi-Freedom Guardian øjeblikkeligt, lød advarslen fra nyhedsoplæseren på TV-stationen KCNA.

Ud af til tager de amerikanske forsvarsspidser dog den voldsomme retorik fra Nordkorea roligt. Her kalder man retorikken for ren propaganda:

- Et af den unge leders nøglemål med propagandaen er, at komme i USA's søgelys, siger den pensionerede general Mark Hertling, der tidligere har deltaget i de store militærøvelser til CNN.

- Med alle de andre ting vi fokusere på - Islamisk Stat, Al Qaida på den arabiske halvø, Rusland, Ukraine osv, ønsker Kim Jong-un fortsat at tiltrække sig opmærksomhed, lyder det fra generalen.

Foruden Sydkorea og USA deltager også Australien, New Zealand og Storbritannien i øvelsen.

127 kommentarer
Vis kommentarer