Norge udskyder AstraZeneca-beslutning

Udskydelsen sker, selvom det norske folkesundhedsinstitut anbefaler at trække vaccinen ud af landets vaccineprogram

Norge udskyder beslutningen om AstraZeneca-vaccinen. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Norge udskyder beslutningen om AstraZeneca-vaccinen. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Norge udskyder beslutningen om, hvorvidt de vil stoppe eller fortsætte med at anvende AstraZenecas vaccine.

Det oplyser den norske sundhedsminister, Bent Høie, på et pressemøde torsdag, skriver flere norske medier.

Udskydelsen kommer på trods af at FHI - det norske folkesundhedsinstitut - anbefaler at følge i Danmarks fodspor og trække vaccinen ud af vaccineprogrammet.

- Regeringen mener ikke, vi har et godt nok grundlag for at træffe en endelig konklusion, siger sundhedsministeren.

- Vi må vurdere konsekvenserne for hele befolkningens sundhed, hvis vi skal leve længere med corona-tiltag end andre lande i Europa.

Vaccinen har været sat på pause siden 11. marts. Ifølge det norske medie VG har fem patienter under 50 år været indlagt med alvorlige blodpropper efter at have fået AstraZeneca-vaccinen. Tre af dem er døde.

I alt 130.000 personer har fået vaccinen i Norge.

Danmark står alene
Bent Høie oplyser på pressemødet, at der vil blive nedsat et ekspertudvalg, som skal lave en risikovurdering af at genoptage brugen af AZ-vaccinen. Vurderingen skal ligge klar inden 10. maj.

De danske myndigheder meldte onsdag ud, at AstraZenecas vaccine helt bliver taget ud af vores vaccineprogram. Det sker på baggrund af, at man har fundet sammenhæng mellem et sjældent sygdomsbillede og vaccinen.

Enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Erichsen, fastslog dog i forbindelse med udmeldingen, at vaccinen er sikker.

- Overordnet er AstraZeneca-vaccinen sikker at bruge mod coronavirus, da fordele overstiger risci ved at bruge vaccinen, sagde hun.

Danmark er i skrivende stund det eneste land i verden, der har takket nej til AstraZenecas vaccine.