Norwegian-chef: Vi har ikke råd til en langvarig strejke

Pilotstrejke koster dyrt i Norwegian, erkender topchef, som dog ikke vil lade datterselskab gå konkurs.

Pilotstrejken i Norwegian kan presse lavprisselskabet helt i knæ, hvis konflikten ikke bliver løst indenfor en overskuelig fremtid. Det erkender selskabets topchef, Bjørn Kjos, onsdag, hvor 35.000 af selskabets passagerer er ramt af piloternes strejke.

- Det er ikke muligt at sige, hvor stort vores tab er per dag. Det er børssensitivt. Vi går ikke konkurs i dag, i morgen eller dagen efter i morgen, men vi har som sagt ansvaret for 5000 ansatte i Norwegian, siger chef for Norwegian, Bjørn Kjos, på et pressemøde.

Se også: Strejke-ramt Norwegian henter fly og piloter i udlandet

Han understreger, at den økonomiske situation i Norwegian er alvorlig.

- Vi tabte 1,6 milliarder kroner i fjor, så vi har selvsagt ikke råd til at tage tab i en uendelighed, siger Bjørn Kjos på pressemødet, som blev sendt direkte på norsk TV2.

Han understreger dog, at selskabet har 2,1 milliarder i egenkapital, og at en konkurs dermed ikke er lige om hjørnet, men at situationen er alvorlig.

Se også: Rejsedirektør: Flystrejker er led i en hård priskrig

Bjørn Kjos beklager desuden over for de mange tusinde passagerer, der er blevet ramt af konflikten.

- Det er forfærdeligt for de berørte passagerer, siger han.

Norwegian har onsdag måttet indstille al selskabets flytrafik i Skandinavien, fordi over 650 piloter - heraf 100 danske - strejker.

Se også: Nye SAS-aflysninger: Mangler stadig kabinepersonale

Piloterne i Norwegian har nedlagt arbejdet, fordi de frygter, at det skandinaviske datterselskab, som de er ansat i, Norwegian Air Norway (NAN), bliver nedlagt, og at de i stedet bliver tilbudt dårligere kontrakter i et nyt selskab.

Derfor kræver piloterne, at de bliver ansat i moderselskabet Norwegian Air Shuttle, men det afviser topchefen. På pressemødet afviser Bjørn Kjos desuden, at han vil lade Norwegian Air Norway gå konkurs.

Se også: Norwegian strejker - her er dit alternativ

- Det er utallige eksempler på, at fagforeninger har strejket selskaber til konkurs, så vi kan ikke udelukke, at det kommer til at ske, men vi vil ikke lade et datterselskab gå konkurs, siger Bjørn Kjos.

Der er ingen tvivl om, at flyselskabet taber mange penge for hver eneste time, der går.

Se også: Norwegian indstiller al flytrafik i Skandinavien

Norwegian kan ikke oplyse, hvor meget strejken koster, men luftanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen vurderer over for Ritzau, at piloternes strejke koster 'et sted mellem 25 og 60 til 70 millioner kroner om dagen'.

Norwegian har onsdag aflyst de fleste indenrigsflyvninger i Norge, Danmark og Sverige samt flyvninger mellem de skandinaviske hovedstæder.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere