Norwegian-strejke: 20.000 passagerer berøres søndag

Flyselskabet Norwegian har forhandlet siden lørdag klokken 15 med piloterne, indtil videre uden resultat

Norwegian beklager på det stærkeste over for alle rejsende, som bliver berørt af aflysninger. (Foto: Finn Frandsen/ Polfoto)
Norwegian beklager på det stærkeste over for alle rejsende, som bliver berørt af aflysninger. (Foto: Finn Frandsen/ Polfoto)

Omkring 20.000 passagerer vil også søndag blive berørt af aflysninger og forsinkelser på grund af pilotstrejken.

Det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.

Igen er indenrigstrafikken hårdest ramt: Et begrænset antal indenrigsflyvninger gennemføres i Danmark, mens næsten alle norske og svenske indenrigsflyvninger aflyses.

De fleste afgange mellem de skandinaviske hovedstæder er også aflyst.

Nogle få Europa-ruter aflyses, men derudover kommer ruterne mellem Skandinavien og USA og Skandinavien og Thailand efter planen til at afgå som normalt.

Piloternes organisation, Parat, har forhandlet med Norwegian siden lørdag klokken 15, og de forhandlinger har mere end syv timer senere endnu ikke ført til noget resultat mellem parterne.

Passagerer, som har registreret deres mobilnummer på deres Norwegian-profil, og som bliver berørt af strejken, vil få sms af Norwegian, der opfordrer passagererne til at følge med på selskabets hjemmeside for opdateret information.

Norwegian beklager på det stærkeste over for alle rejsende, som bliver berørt af aflysninger.

- Vi vil stadig gøre alt, vi kan, for at tage vare på vores passagerer på bedst mulig måde, hedder det i pressemeddelelsen.

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere